Rødkærsbro

Rødkærsbro udnytter mejeriets overskudsvarme

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt roste den grønne energi- og varmeproduktion i Rødkærsbro. Pressefoto

Hvad der indtil videre ser ud til ikke at kunne lade sig gøre med Apples datacenter i Foulum er nu en realitet med mejeriet i Rødkærsbro. Mejeriet leverer overskudsvarme til boligerne i området. 

Fra at være til overs i produktionen af mælkeprodukter til varme i radiatorerne og el i stikkene hos 600 lokale familier. Det er den rejse, energien nu tager i Rødkærsbro. Med hjælp fra Energistyrelsens rejsehold for store varmepumper og Region Midtjylland har byen installeret et varmepumpeanlæg, der står for energioverførslen.

Anlægget ved Rødkærsbro Fjernvarmeværk blev indviet af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i fredags. Det udnytter overskudsvarme i form af 23-25 grader varmt vand fra Rødkærsbro Mejeris spildevandsanlæg. Fjernvarmeværket har indgået en 10-årig aftale med Rødkærskro Mejeri om køb af genbrugsvarme. Mejeriet får energi fra to biogasanlæg på lokale gårde.

Ros fra ministeren

Byens grønne energikonstruktion fik ros af ministeren.

– Elvarmepumper er et vigtigt element i den grønne omstilling væk fra fossile brændsler, da pumperne både bidrager til effektivisering og elektrificering af vores fjernvarmeproduktion. Samtidig anvender fjernvarmeværket overskudsvarme fra det lokale mejeri, og mejeriet bruger biogas fra to gårdanlæg – det bliver faktisk ikke meget bedre. Rødkærsbro kan med rette være meget stolt, lød rosen fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

I en pressmeddelelse udsendt i samme forbindelse oplyser ministeren, at han ser jeg frem til analysen af afgifts- og tilskudsområdet, der kommer til sommer. Denne analyse danner grundlag for regeringens stillingtagen til, hvordan man bedst fremmer udnyttelsen af overskudsvarme og varmepumper yderligere. Måske her åbnes døre for udnyttelsen af overskudsvarmen fra Apples datacenter i Foulum.

 

Kommentarer