Vibland kigger ind i fremtiden ved kommende generalforsamling
Man kan forvente et kompetent bud på, hvordan livet ser ud i landdistrikterne de kommende år, når Vibland (Viborg Landsbysammenslutning) onsdag 25. august inviterer til generalforsamling. Her kommer den anerkendte fremtidsforsker, Jesper Bo Jensen, nemlig og giver sit bud på fremtidens udfordringer og muligheder, nationalt, regionalt og helt lokalt.
Tredie gang er lykkens gang, og efter aflysninger først i april og senere maj måned er Vibland nu endelig klar til at holde den årlige generalforsamling, som i år finder i år sted i Kvorning forsamlingshus.
Kig ind i fremtiden
Generalforsamlingen indledes med indlæg af en af landets ‘tunge drenge’ inden for fremtidsforsking, Jesper Bo Jensen.
Han vil give et aktuelt og inspirerende indlæg om fremtidsudsigterne for landsbyerne og landdistrikterne i blandt andet Viborg Kommune. Han vil også komme ind på de spirende tendenser i retning af udflytning fra de større byer, som blandt andet er forstærket, ser det ud til, af coronasituationen.
Formand for Vibland, Lone Kastberg, er begejstret for, at man er lykkedes med at få Jesper Bo Jensen til generalforsamlingen næste uge.
– Jesper Bo Jensen er en aner-kendt og ofte benyttet foredragsholder. Han kombinerer viden med en fængslende og humoristisk fremstilling, så man kan glæde sig til et både underholdende og oplysende indlæg, lover hun.
Netværk og udveksling
Aftenen vil også byde på et kort indlæg ved Helene
Simoni Thorup, der kommer fra landsbyen Stjær i Skanderborg Kommune. Her har hun sammen med andre ildsjæle fået etableret og organiseret et ‘landsby-talerør’ med inspiration fra netop Vibland.
– Helene vandt Aura Energi-prisen ‘Årets energibombe’ i 2020, og Stjær er blandt de tre nominerede landsbyer til ‘Årets Landsby 2021’. Så her er der garanteret også masser af inspiration at hente for deltagerne ved generalforsamlingen, lyder det fra formanden.
Helene vil holde sit indlæg under kaffen, hvor der også vil blive tid til at få sludret på kryds og tværs mellem deltagerne.
80 landsbyer og lokal-områder repræsenteret
I starten af året, mens landet var coronanedlukket, lavede Vibland en kampagne for at få endnu flere landsbyer og lokalområder med ombord i fællesskabet; og det var en succes.
Med en målrettet henvendelse til en række landsbyers foreninger og talspersoner og opfølgende dialog er man nu oppe på 80 landsbyer og lokalområder, der er repræsenteret i Vibland.
– Det er vi utroligt glade for. Kommunen har 92 landsbyer og med 80 af dem repræsenteret i Vibland, så tør vi godt sige, at vi med stolthed kan fastslå, at vi er et stærkt
talerør for landdistrikterne i Viborg Kommune, lyder det fra Lone Kastberg.
Alle er velkomne
Derfor håber hun også, at rigtigt mange vil møde op til generalforsamlingen den 25. august.
– Det er i sagens natur kun repræsentanterne, der har stemmeret, men generalforsamlingen er åben for alle, der har lyst til at deltage i vores fantastiske program. Og så er det jo en god lejlighed til at høre om vores arbejde og, ikke mindst, hilse på godtfolk fra andre landsbyer, siger Lone Kastberg.
I år vil der være flere af ‘de gamle’, som træder ud af bestyrelsen, så der skal vælges nye, og her er man i Vibland heldige med, at flere allerede har stillet deres kandidatur til rådighed.
– Vi er så privilegerede, at vi har fået positive tilsagn fra flere, så vi allerede nu ved, at vi kan besætte alle bestyrelsesposter fortæller Lone Kastberg.
– Men det skal bestemt ikke afholde nogen fra at bringe sig selv i spil, understreger hun og tilføjer:
– Først og fremmest håber vi bare, at rigtigt mange vil komme og deltage i en spændende aften i supergodt selskab.
Man behøver ikke at tilmelde sig til arrangementet, men da forventningen er, at mange kunne være interesserede i at deltage, opfordrer bestyrelsen til, at man tilmelder sig, hvis man vil sikre sig en plads.
Tilmelding kan ske på mail: info@vibland.dk
Kommentarer