Viborg By

Nu kan du bestille tid i Borgerservice

Efter en forsøgsordning med mulighed for at tidsbestilling ved ansøgning om pas, udvider Viborg Kommune nu ordningen, så der kan bestilles tid til alle former for ærinder.

Fra den 6. februar er der nye åbningstider i Viborg Kommunes fysiske borgerservicecentre i Bjerringbro og Viborg. Samtidig bliver det muligt at bestille tid til alle former for ærinder i Borgerservice og slippe for ventetid.

De nye åbningstider blev vedtaget af Økonomi og Erhvervsudvalget den 12. oktober 2016, og fra den 6. februar i år ser de fysiske åbningstider for Borgerservice i Viborg Rådhus og i Gudenåhuset i Bjerringbro, sådan ud:

Åbningstider –  Viborg
Mandag 10.00 – 15.00
Tirsdag 12.00 – 17.00
Onsdag Lukket
Torsdag 10.00 – 17.00
Fredag 10.00 – 13.00
 Åbningstider – Bjerringbro
Mandag 10.00 – 15.00
Torsdag 10.00 – 17.00

Afdelingsleder i Borgerservice, Torben S. Hansen, siger om ændringerne:
– Vi holder fremover åbent til klokken 17 to gange om ugen. På den måde tilgodeser vi i højere grad end før, de borgere, som er i arbejde – og i særdeleshed de travle børnefamilier.

Tidsbestilling sparer tid

Den anden væsentlige ændring i åbningstiderne er, at der fra 6. februar er lukket om onsdagen i Viborg. Eller, det vil sige – der er lukket, hvis ikke man på forhånd har bestilt tid. Torben Hansen forklarer her, hvordan det hænger sammen:
– Når man bestiller tid i Borgerservice, før man møder op, får man mulighed for at komme i nogle tidsrum udenfor vores normale åbningstid – f.eks. om onsdagen, hvor vi fremover har lukket for uanmeldte besøg.

I en forsøgsperiode har Borgerservice tilbudt tidsbestilling til ansøgning om pas. Den ordning har mange borgere været glade for, fordi de slipper for at stå i kø. Samtidig bliver medarbejdernes indsats også mere effektiv, fordi de kan forberede opgaven, før borgeren møder op. Konklusionen er ifølge Torben S. Hansen derfor oplagt:
– Vi vil gerne udvide den gode service, så den gælder for alle. Derfor tager vi nu skridtet fuldt ud og tilbyder tidsbestilling på viborg.dk/BestilTid til alle – uanset, hvilke ærinde de har i Borgerservice.

Borgerservice indfører tidsbestilling både i Bjerringbro og Viborg. Samtidig er der fortsat mange muligheder for at ordne det hele fra pc’en derhjemme ved f.eks. at melde flytning og skifte læge på borger.dk

Kommentarer