Samfund

De fem Halder hædres med fornem national pris

De fem Halder af Erik Brandt Dam Arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter vinder Dansk Landskabspris 2025. Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen.

Erik Brandt Dam Arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter modtager Dansk Landskabspris 2025 for De fem Halder i Viborg. Prisen er på 50.000 kroner og uddeles af Danske Arkitektvirksomheder, Park- og Naturforvalterne og Danske Landskabsarkitekter.

Et landskabeligt formidlingsprojekt, som sammenkæder kulturlandskab, bygningsspor og materialer omkring et af Danmarks største borganlæg er vinder af Dansk Landskabspris 2025. De fem Halder er en serie arkitektoniske og landskabelige led, der sammenkæder fysiske spor efter bygningsværker og anlæg og fører de besøgende gennem 800 års Danmarkshistorie.

De fem Halder af Erik Brand Dam Arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter blev kåret som vinder ved et prisuddelingsarrangement i Valencia-bygningen i København. Torben Sangild, journalist på Zetland, radiovært og kulturforsker, var vært for aftenen, hvor de to øvrige finalister, Operaparken af COBE og Søborg Hovedgade af BOGL, også blev præsenteret.

De fem Halder. Foto: Jens Lindhe.

Landskabsprojekt på et højt håndværksmæssigt niveau

I år er det er 12. gang, at Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter uddeler Dansk Landskabspris. Juryen består af en repræsentant for hver af de tre organisationer samt to uvildige medlemmer.

Sune Oslev, landskabsarkitekt MDL/MAA og partner i MASU Planning, er repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder og talsperson for juryen.

– De tre finalister til årets udgave af Dansk Landskabspris understreger, at dansk landskabsarkitektur står stærkere og er mere relevant end nogensinde før. Alle tre finalister er af yderst høj kvalitet og fortjener at bliver hædret. Ikke desto mindre har juryen enstemmigt valgt De fem Halder som værdig vinder af Dansk Landskabspris 2025, og vi ønsker Erik Brandt Dam Arkitekter og Charlotte Skibsted Landskab et stort tillykke med den særdeles velfortjente pris, fortæller han.

De fem Halder. Foto: Jens Lindhe.

Et hovedværk i dansk landskabsarkitektur

Af juryens motivation fremgår blandt andet:

”De fem Halder er et hovedværk i dansk landskabsarkitektur. Det er landskabskunst i sin mest beundringsværdige form; det fremstår åbenlyst og naturligt, som havde det altid været der. Projektet indskriver sig i landskabet med en diskret og afbalanceret tilgang, hvor formidling og funktion går hånd i hånd. Den arkitektoniske tilgang er præget af en beundringsværdig æstetisk sans og en omhyggelighed for detaljer, som afspejler en dyb forståelse for landskabets skala og dets særlige karakter og identitet – genius loci. De fem Halder er et værk, hvor skaleringer og præcision er så velafstemt, at man som fagperson kun kan smile. Her er intet overflødigt – og alligevel er alt til stede. Det er et sted til leg, til samvær, til fordybelse – og til at mærke historiens vingesus i et nutidigt landskab.”

Finalisterne til Dansk Landskabspris 2025: Jens Linnet og Marie Furbo (BOGL), Maj Wive (Cobe) og Charlotte Skibsted og Erik Brandt Dam (Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter og Erik Brandt Dam Arkitekter). Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen

Fakta om prisen

Dansk Landskabspris uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for prisen.

I år er det 12. gang, at Dansk Landskabspris bliver uddelt, og formålet er at hædre landskabsarkitektoniske værker af særlig karakter, der tjener som inspiration for udvikling af branchen.

Årets vinder og finalister

VINDER: De fem Halder // Landskabsarkitekter og Arkitekt: Erik Brandt Dam arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter. Samarbejdspartnerne: Konsulent: Professor Martin Zerlang og Cornelius + Vöge. Ingeniør: Artelia. Hovedentreprenører: Danjord A/S, Monstrum A/S og Ginnerup A/S. Bygherre: Naturstyrelsen. Bidrag fra: Viborg Kommune, Slots- og Kulturstyrelsen, Viborg Museum og Foreningen De fem Halder. Økonomisk donation: A.P. Møller Fonden.

FINALIST: Operaparken // Arkitekt og landskabsarkitekt: Cobe. Ingeniører: Vita, Via Trafik, DBI, Lüchninger Meyer Hermansen. Entreprenører: Hansson og Knudsen, Bauer, Redtz Glas og Façade, HSM Industri, GK Danmark, Bravida Danmark, Høyrup & Clemmesen, KONE, Phønix Tag, Jakon, Areo, Terrazzo.dk, Raadvad Maleren, Snedkerierne, OKNygaard, Palmproject Europe, Scanview Systems, Zurface, Retail Reflexions og Vector Foiltech. Anlægsgartnere: OKNygaard, Palmproject Europe og Jysk Planteservice. Bygherre: Operaparkfonden. Økonomisk donation: A. P. Møller Fonden.

FINALIST: Søborg Hovedgade // Landskabsarkitekt: BOGL. Ingeniør: Systra (tidl. Atkins) Entreprenør: Hoffmann. Bygherre: Gladsaxe Kommune.

Juryen for Dansk Landskabspris 2025 er:

  • Sune Oslev, landskabsarkitekt MDL/MAA, partner og indehaver MASU Planning, repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder. (Talsperson)
  • Jakob Sandell Sørensen, Landskabsarkitekt MDL/MAA, Indehaver Sandell Sustainability, repræsentant for Danske Landskabsarkitekter
  • Steen Himmer, landskabsarkitekt MPN, Kirkegårdschef Holmens og Garnisons Kirkegårde, repræsentant for Park- og Naturforvalterne.
  • Torben Sangild, ph.d. og cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling, journalist på Zetland, radiovært og kulturforsker.
  • Marie Louise Helveg Bøgh, mag.art., Direktør på Sorø Kunstmuseum.

Tidligere vindere

Tidligere vindere af Dansk Landskabspris er ”H.C. Andersens Have” (2023)

  • Remiseparken’ (2021), ’
  • Christiansborg områdesikring’ (2019)
  • ’Forpladsen til Kulturhuset Nordvest’ (2017)
  • ’Novo Nordisk Naturpark’ (2015), ’Tagparadiset’ (2014)
  • ’Haveselskabets Have’ (2013)
  • ’Hjerting Strandpark’ (2012)
  • Billedhuggerhaven (2011), ’Måløvaksen’ (2010)
  • ’Over sø og land Taarup Davinde’ (2009).
De fem Halder. Foto: Jens Lindhe.
De fem Halder. Foto: Jens Lindhe.
De fem Halder. Foto: Jens Lindhe.

 

Kommentarer