Tjele

Vindmøllerne ved Tjele Langsø – Det hænger overhovedet ikke sammen

Debatindlæg af Bent Kiertzner, Søholt’, Bigum Huse 4, 8830  Tjele

 Borgmester Ulrik Wilbek lovede i brev af 22. januar d.å. at alle eksisterende relevante data ville indgå i den endelige miljørapport for projektet vindmøller Tjele Langsø/Vinge. Da denne fremkom ultimo april, var dette ikke efterlevet.

Foreholdt dette i henvendelse af den 2. maj d.å. svarer borgmesteren i første omgang slet ikke, og senere, da svar endelig fremkommer den 14. juni d.å., indeholder svaret ikke noget om, hvorfor dette løfte er brudt. Svaret indeholder blot den lakoniske konstatering, at planforslagene for projektet den 22. maj er vedtaget i byrådet.

Dette føjer sig blot til en række af negligeringer af aftaler og måske direkte lovbrud.  Nævnes kan:

– Brud på EU-retten ved at negligere EU’s overnationale SMV (strategisk miljøvurdering).

– Negligering af Paris AEWA aftalen fra maj 2016 vedr. Danmarks internationale forpligtigelser for ekstra beskyttelse af tajgasædgåsen, især ved infrastrukturprojekter, som aftalt med 15 andre lande.

– Tilsidesættelse af egen handleplan 2016-2021 for området.

– Forsøg på at tilsidesætte Miljøstyrelsens retningslinier (forsigtighedsprincippet) for opstilling af vindmøller ved Natura 2000 områder, ved at tillade at endelig miljørapport ikke indeholder alle relevante data.

Den 29. juni sidste år indgik samtlige partier i Folketinget en energiaftale. I denne er det aftalt,  at ’’antallet af landvindmøller skal mere end halveres. Det indebærer, at antallet af landvindmøller reduceres fra de nuværende ca. 4.300 til et loft på 1.850 i 2030’’. Kort og godt over en periode på blot 12 år skal antallet af landvindmøller mere end halveres, og det er der vel at mærke fuld politisk enighed om i Folketinget.

I tillæg til dette er området Tjele Langsø/Vinge aldrig før kendt egnet til opstilling af vindmøller blandt andet pga. dårlige vindforhold. I lyset af dette må jeg spørge; ’Hvorfor i alverden fremturer Viborg Kommune med dette åbenlyst helt uigennemtænkte projekt’’.  Man vil ødelægge smuk natur og utvivlsomt komme til at skade en truet fugleart – tajgasædgåsen.

Det hænger overhovedet ikke sammen. Hvad ligger bag? Ligesom med de øvrige spørgsmål får vi borgere næppe heller et retvisende svar på dette!

Kommentarer