”Viborg-modellen” virker på iværksættere: Gode hver for sig – men dobbelt så gode sammen
Ensomheden som iværksætter kan bremse selv den bedste forretningsidé, og derfor er et lokalt strukturfondsprojekt i Viborg med fokus på netværk og kompetencer blevet en succes blandt nystartede iværksættere.
Alle kommuner drømmer om flere iværksættere, og mange leder efter opskriften på, hvordan man får flere iværksættere til at overleve de første kritiske år.
Nu viser de første erfaringer fra et lokalt strukturfondsprojekt i Viborg Kommune, at det kan gøres meget enkelt: Lær iværksætterne noget om forretning – og vigtigst af alt: Giv dem deres eget økosystem, hvor de kan få styrkede kompetencer, netværke, hjælpe hinanden og skaffe kunder.
– Vi har en skov af små virksomheder, der lever hver deres liv. De har her fået muligheden for at sætte sig sammen og støtte hinanden, siger projektleder Ian Norman, VIBORGegnens Erhvervsråd, som står bag projektet StartUp Viborg.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støttede sidste efterår projektet med ca. 2,3 mio. kr. fra EU’s Socialfond. Projektet bygger på mangeårige erfaringer i kommunen med iværksættere og tilbyder ”før-startere” uden CVR-nummer og op til tre år gamle iværksættervirksomheder et 24 uger langt forløb med tre elementer:
- Først viden og færdigheder i StartUp Basis.
- Dernæst forretningsudvikling, kunderelationer og netværk i StartUp Professionel, hvor deltagerne tilbydes at indgå i et arbejdsfællesskab med de andre deltagere og i erhvervsrådets lokaler.
- I tredje og sidste fase knyttes en erfaren fra erhvervslivet til iværksættervirksomheden i et forløb på 12 uger, StartUp Business Coach.
Gennem alle tre forløb får iværksætterne tilknyttet en fast konsulent.
Projektet er allerede i gang med det tredje hold i år, og det lever op til målsætningen om at løfte iværksætternes kompetencer og skabe flere jobs og mere omsætning.
– Ud af hver enkelt persons deltagelse i projektet er der kommet en startup med en begyndende kundeportefølje, siger Ian Norman og forklarer:
– Det afgørende i projektet er den netværksdannelse, der følger med. De personlige kompetencer og forretningsudvikling er naturligvis vigtige elementer for iværksættere, men ensomheden i en énmandsvirksomhed kan være tung at bære, og derfor er netværket meget vigtigt.
Med på det første hold i StartUp Viborg var brødrene Tobias og Magnus Ejlskov, som sammen driver iværksættervirksomheden Ejlskov Design. Brødrene designer hjemmesider og giver digital rådgivning, og 24 uger i StartUp Viborg har forstærket deres virksomhed, siger de.
Iværksættere: Vigtigt at tænke på andet end salg
– Hvis ikke vi var kommet med i StartUp Viborg, var vi gået for meget i driftsmode og havde fokuseret for meget på det næste salg, den næste ordre. Vi havde i hvert fald ikke oplevet samme udvikling, men havde solgt en hjemmeside ad gangen og taget, hvad der kom, siger Tobias Ejlskov.
Ian Norman er enig:
– Fokus på forretningen virker godt: Nu er vi i gang med vores tredje hold iværksættere, og vores business-coaches melder, at iværksætterne har rykket sig helt vildt ved at sætte fokus på salg. Nu går de ikke længere fra kunde til kunde, men fokuserer også på, hvordan de skal udvikle sig på langt sigt.
Brødrene startede i projektet den 10. marts, dagen før COVID-19-pandemien fik regeringen til at lukke dele af landet ned. Det betød, at de i fire uger kunne fokusere udelukkende på forretningen i deres virksomhed og blandt andet fik hjælp til at udvikle en forretningsmodel.
– Selve deltagelsen i StartUp Viborg gav i sig selv flere kunder, for vi deltagere hjalp hinanden med leads og henvisninger. Blandt andet har to af vores holdkammerater skaffet nogle af de bedste og mest stabile kunder – og den holdånd er noget af det bedste, vi har oplevet i projektet, siger Magnus Ejlskov.
Viborgs stærke iværksættere
Projektet baserer sig på tidligere iværksætterprojekter i kommunen, som hver for sig har skabt resultater. Blandt andet har Viborg Kommunes jobcenter og VIBORGegnens Erhvervsråd tidligere gennemført et længerevarende forløb, primært for ledige, som indikerede, at de kunne tænke sig at starte egen virksomhed. 121 deltog, og 82 pct. kom væk fra overførselsindkomst.
Iværksætterne i Viborg Kommune er forvejen mere levedygtige end gennemsnittet i kommunerne i Region Midtjylland, viser en frisk analyse fra Erhvervshus Midtjylland. Fire ud af fem iværksætterne lever stadig efter tre år, og efter fem år er der stadig liv i 71 procent af iværksættervirksomhederne – markant over landsgennemsnittet.
Et projekt som StartUp Viborg burde kunne gennemføres i de fleste danske kommuner, mener erhvervsdirektør Henrik Hansen, Viborgegnens Erhvervsråd:
– Det her kan skaleres til alle byer, for det er ikke kompliceret. Og der findes mange iværksætterressourcer i lokalsamfundene, men de folder sig først for alvor ud og får ekstra styrke, når de bliver matchet og sættes sammen. Når man sætter 10-15 personer med en masse forskellige evner, men med samme mål, sammen i netværk, sker der noget. De rykker hurtigere, og de når hurtigere frem til resultater.
Brødrene i Ejlskov Design er enige:
– Det må være en sindssygt god forretning at give støtte til sådan et projekt. Alene på vores hold er der skabt 15 virksomheder og mindst lige så mange jobs. Det kan da ikke gøres billigere, siger Tobias Ejlskov, og Magnus Ejlskov supplerer:
– Vi kan da sagtens forestille os, at der er mange flere derude med et ønske om at starte op som selvstændige. Og i et forløb som StartUp Viborg kan man få sin idé vurderet, så man får et indtryk af, om man bare har en god idé, eller om den også kan blive til en forretning.
FAKTA Om ”StartUp Viborg – Udvikling og styrkelse af iværksætterkultur”
StartUp Viborg skal forbedre overlevelseschancerne og vækstpotentialet hos en bred kreds af iværksættere i Viborg Kommune. Midlet er et stærkt økosystem, hvor erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner, erhvervsfremmeaktører og inkubationsmiljøer skaber de bedst mulige rammer for nye iværksættere. Målet er, at flere iværksættere skal overleve, og at flere skal skabe en vækstvirksomhed.
Projektet startede i efteråret 2019 og afsluttes med udgangen af februar 2022, og operatør er VIBORGegnens Erhvervsråd.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har støttet projektet med ca. 2,3 mio. kr. fra EU’s Socialfond.
Læs mere om StartUp Viborg – Udvikling og styrkelse af iværksætterkultur i Erhvervsstyrelsens projektdatabase.
FAKTA Om EU’s Socialfond
I perioden 2014-2020 investerer EU’s Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.
Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst. Derfor medfinansierer EU’s Socialfond projekter, der skal:
- Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
- Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
- Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser.
Kommentarer