Viborg By

Viborg Kommune søger demensvenner

Viborg Kommune søger demensvenner. Arkivfoto

Viborg kommune vil være en demensvenlig kommune og arbejder derfor målrettet på at rekruttere 5.000 demensvenner med forståelse og viden om den hastigt voksende sygdom inden den 1. oktober i år.

Antallet af borgere med en demenssygdom i Viborg Kommune vil stige, og det estimeres, at der i 2020 vil være cirka 1600 borgere med en demenssygdom i kommunen. Det er en stigning på otte procent i forhold til i dag. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Ældre- og sundhedsudvalget i dag tirsdag.

Udvalget har på et møde tidligere i dag forberedt en demensstrategi, som tager udgangspunkt i den nationale handleplan, så den udvikling, som er beskrevet nationalt, afspejles i de indsatser og aktiviteter, der iværksættes i Viborg Kommune.

Strategien skal til høring i Ældrerådet og handicaprådet, inden den kan blive endelig godkendt i Ældre- og Sundhedsudvalget .

Som et af kommunens mål er der iværksat en handleplan for at rekruttere 5.000 demensvenner inden den 1. oktober 2017 for at arbejde med at skabe større forståelse blandt mennesker, som ikke er ramt af sygdommen.

– Vi har et ønske om at være en demensvenlig kommune. Det er derfor vigtigt, at vi sikrer, at viden og forståelse om sygdommen er udbredt i Viborg Kommune i de kommende år, udtaler formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Mette Nielsen i pressemeddelelsen.

For at udbrede kendskabet til demens, har Viborg Kommune arrangeret ‘Demensvenner-stande’, som vil være til stede ved nogle offentlige arrangementer samt udvalgte tidspunkter i Mathiascenteret

Ved standende kan man møde kommunens demenskonsulenter og nogle af politikerne fra Ældre- og Sundhedsudvalget, få information om sygdommen, og hvad det betyder at være demensven.

Se tidspunkterne her:

Fakta

Uddrag fra høringsudkast til demensstrategi:

  • Viborg Kommunes mål med udgangspunkt i de tre nationale mål:
    Viborg kommune vil være en demensvenlig kommune ved at udbrede kendskabet til demens og bryde det tabu, der er omkring sygdommen. De familier, der er ramt, bør ikke isolere sig og risikere, at opleve ensomhed. Viborg Kommune vil sikre, at der er viden om demens hos personale og lokalt i samfundet og derfor er der taget initiativ til at lave events, hvor vi får mulighed for at etablere demensvenner og indgå i partnerskaber som kan medvirke til større forståelse og accept. Kommunen arbejder i 2017 med målet om at få 5000 demensvenner og arbejde med at skabe større forståelse blandt mennesker, som ikke er ramt af sygdommen, fortsætter de kommende år.
  • Flere mennesker med demens skal udredes, og 80 procent skal have en specifik diagnose. I Viborg Kommune har vi seks special midlertidige pladser, hvor en af opgaverne er at understøtte og observere borgere i et tæt samarbejde med hospital og praktiserende læger.
  • Pleje- og behandlingsindsats skal nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin blandt mennesker med demens med 50 procent. I Viborg Kommune etableres der tværfaglige forløbsgrupper, som skal være med til at understøtte og kvalificere indsatsen hos mennesker med en demenssygdom. Der er udarbejdet et screeningsredskab, som kan hjælpe personalet i forhold til deres pædagogiske indsats, hvor indretning af miljøet er en del af indsatsen.

De 3 nationale mål:

  • Danmark skal have 98 demensvenlige kommune
  • Flere mennesker med demens skal udredes, og 80 procent skal have en specifik diagnose
  • En forbedret pleje- og behandlingsindsats skal nedbringe forbruge af antipsykotisk medicin blandt mennesker med demens med 50 procent frem mod år 2025

Ved standende kan man møde kommunens demenskonsulenter og nogle af politikerne fra Ældre- og Sundhedsudvalget, få information om sygdommen, og hvad det betyder at være demensven.

Kommentarer