Viborg klædte Silkeborg af i lokalopgør
Viborg sejrede hele 5-1 i dagens udekamp mod Silkeborg efter et opgør, hvor hjemmeholdet ellers startede med at have overtaget, men VFF fik kæmpet sig ind i kampen, og med to scoringer i første halveg samt tre i anden sikrede viborgenserne sig sæsonens hidtil største sejr.
Fra kampens start ville begge hold frem i banen, men specielt VFF havde svært ved at blive farlige. I den modsatte ende fik Silkeborg sendt en håndfuld giftige bolde i feltet, der dog, heldigvis for de fremmødte Viborg-fans, ikke blev omsat til mål.
Efterhånden som minutterne gik, fik viborgenserne bedre fat i kampen og kom også frem til en håndfuld gode afslutninger, alt imens Jung Bin Park og Serge Deble var konstante kilder til uro i Silkeborg-forsvaret. Defensivt stod VFF godt organiseret og gjorde arbejdsbetingelserne svære for hjemmeholdets offensive spillere.
I det 32. minut kom forløsningen. En løs bold efter et frispark endte for fødderne af anfører Mikkel Rask, der køligt sparkede bolden i kassen. Kort før pausen var Mikkel Rask igen på spil. Et hjørnespark blev ikke clearet ordenligt, og fra distancen huggede midterforsvaren kuglen utageligt ind bag Jens Rinke i Silkeborg-målet.
Viborg kom ud til anden halvleg som lyn og torden. Tre minutter inde i halvlegen drev Oliver Thychosen bolden frem, og efter bandespil med Jung Bin Park sendte Viborgs nummer 9 sin anden sæsonscoring indover stregen. Blot et minut senere blafrede netmaskerne igen. Nok engang fik Park lagt bolden af, denne gang til Jonas Kamper, der kynisk gjorde det til 4-0. Efter de to hurtige scoringer var det i flere omgange tæt på at blive 5-0, men de sidste marginaler manglede.
I takt med at halvlegen skred frem, skruede Johnny Mølbys tropper lidt ned for tempoet, og Silkeborg kom derfor mere med i opgøret. Ved flere lejligheder var hjemmeholdet tæt på en reducering, men gode redninger fra Peter Friis forhindrede de rødklædte i at score.
6 minutter før tid kom Jonas Kamper for anden gang på måltavlen, da et hjørnespark blev sendt mod bagerste stolpe, hvorfra den rutinerede kantspiller uden problemer kunne heade bolden i mål. I det 88. minut fik Andreas Albers reduceret på et straffespark begået af Kristoffer Pallesen, men mere blev det ikke til, og Viborg-spillerne kunne derfor gå fra banen med en særdeles fortjent 5-1 i rygsækken.
Kommentarer