Rødkærsbro

Viborg Karriereuger 2022 giver overblik over ungdomsuddannelser

Foto: Viborg kommune

Unge og deres forældre får en bred introduktion til ungdomsuddannelserne og 10. klasse i Viborg Kommune i løbet af tre uger i oktober/november. 

Viborg Karriereuger er i løbet af tre uger i efteråret 2022 rammen om karriere- og uddannelsesvejledning til eleverne i grundskolernes ældste klasser. Karriereugerne består i år af to hovedaktiviteter: 

  • Uddannelsesaftener i løbet af oktober-november, hvor ungdomsuddannelserne besøger grundskolens elever og forældre 
  • Åbent Hus på alle ungdomsuddannelserne den 12. november.

Ungdomsuddannelserne rykker ud på grundskolerne

Viborg Kommune og ungdomsuddannelserne arbejder igen i år tæt sammen om uddannelsesvejledning til de ældste elever i grundskolen. Ungdomsuddannelserne besøger grundskolerne på en række uddannelsesaftener mellem den 24. oktober og den 10. november. Her er der mødepligt for elever i 9. klasse, mens elever i 8. klasse kan deltage, hvis de har lyst. Besøgene er fordelt på 13 forskellige skoler, hvor elever og forældre også kan møde Kommunens uddannelsesvejledere, der er klar til at svare på spørgsmål. 

– Uddannelsesaftenerne giver eleverne og deres forældre en rigtig god mulighed for at komme i direkte dialog med ungdomsuddannelserne. Erfaringerne fra de foregående år viser, at både elever og forældre i stor stil bruger mulighederne for at få et kig ind i de forskellige uddannelsers tilbud, siger Katrine Fusager Rohde, formand for Børne- og Ungdomsudvalget. 

– På tværs af de politiske udvalg er det højt prioriteret, at de unge og deres forældre får bedst mulig adgang til at høre om det væld af uddannelses- og karrieremuligheder, der findes i vores egen kommune, siger Anders Bertel, formand for Beskæftigelsesudvalget.

Åbent hus på Ungdomsuddannelsernes Dag

Karriereugerne rundes af med Åbent Hus-arrangementer på ungdomsuddannelserne lørdag den 12. november 2022. 

Enkelte uddannelser har særlige åbningstider for Åbent Hus. 10 cv på Viborg Ungdomsskole holder Åbent Hus torsdag den 17. november fra kl. 17-19. Arrangementet afholdes som en informationsaften. Derfor er det en god idé at være med fra starten kl. 17.

Se mere info om hvor og hvordan de forskellige uddannelser holder Åbent Hus på  karrierebyviborg.dk/karriereuger.

Erhvervs- og karrieremesse igen fra 2023

I 2021 præsenterede Viborg Kommune for første gang en stor erhvervs- og karrieremesse for alle unge under 30 år som en del af Viborg Karriereuger. Messen holder pause i år, men næste år vender messen stærkt tilbage med et event, hvor en række lokale virksomheder vil bidrage til at vise, hvor mangfoldige veje der er til uddannelse og job i Viborg Kommune.

Kommentarer