Debat og politik

Viborg i bevægelse

Læserbrev af Per Møller Jensen (S).
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget

Med vedtagelsen af den nye idrætspolitik ’Viborg Kommune i bevægelse’ sætter vi fra Viborg Kommunes side os nye mål i de kommende år, hvad angår idræt og bevægelse.

Og målsætningen, som de to idrætsorganisationer Dansk Idrætsforbund og DGI har formuleret i fællesskab, er klar: i 2025 skal 75% af borgerne være aktive og 50% af dem foreningsaktive.

Det er en ambitiøs målsætning, som forudsætter et godt samarbejde lokalt – og nye aktiviteter og måder at organisere dem på.

Det organiserede (idræts-)foreningsliv er – og vil fortsat være – rygraden – og vi ønsker fra kommunal side et godt samarbejde med såvel Viborg Idrætsråd som DGI Midtjylland omkring indsatsen – et samarbejde som også var en af årsagerne til, at Viborg blev kåret som ’Årets Idrætskommune’ i 2011.

Derudover er der med vedtagelsen af den nye idrætspolitik lagt op til, at flere sektorer i kommunen skal involveres i målsætningen omkring ’bevægelse’. Det drejer sig bl.a. om:

  • Børne- og ungeområdet
  • Ældre- og handicapområdet
  • Det tekniske område

Aktivitet og bevægelse – for alle aldersgrupper – er vigtigt for at forebygge livsstilssygdomme – og aktivitet og bevægelse bidrager til livskvalitet og ofte socialt samvær i tilgift.

Og den fysiske indretning har også betydning for, om vi tager cyklen eller ’gå- og løbeben’ fremfor bilen.

Vi skal nu i gang bredt i kommunen med at sætte handling bag ordene – og flere steder er man allerede i gang – f.eks. i Mønsted og Frederiks.

I den forbindelse er det glædeligt, at vi i det netop indgåede budgetforlig har afsat 4 x 0,5 mio. kr. i årene 2018-2021 til nye initiativer og aktiviteter i forhold til den nye politik med ’bevægelse’ som omdrejningspunkt.

Velkommen til arbejdet.

Kommentarer