Viborg Big Band og Signe Juhl swinger julen i gang
Julen er traditionernes tid. Derfor inviterer Viborg Bibliotekerne atter inden for til to festlige julekoncerter med Viborg Big Band i henholdsvis Viborg og Stoholm, og alle er velkomne.
Det spænder af lørdag den 10. december klokken 14 til 16 i Viborg Musiksal, Gravene 25, og søndag den 11. december klokken 14 til 16 i Stoholm Fritids- og Kulturcenter, Søndergade 56.
Koncerten i Viborg bliver i år afholdt i Viborg Musiksal på grund af juleudstilling på biblioteket.
– Konceptet er dog det samme, så vi håber stadig, at mange har lyst til at komme forbi og få en fantastisk oplevelse, lyder det fra arrangørerne.
Traditionen tro, inviterer Viborg Big Band en stjernesolist til at løfte niveauet endnu højere, og i år er der gensyn med en af Danmarks bedste jazzsangerinder, Signe Juhl.
“Har du først hørt hendes klangfulde stemme, der er gennemsyret af musikalitet, så glemmer du det aldrig”, hedder det i beskrivelsen.
Signe Juhl er uddannet sangerinde på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, hvor hun nu selv er underviser. Sangerinden optræder i mange sammenhænge over hele landet, dels med egen trio eller som solist for større bands, eksempelvis DR Big Band og Aarhus Jazz Orchestra – og nu også Viborg Big Band.
Gå ikke glip af denne fantastiske oplevelse: en charmerende og klangfuld sangstemme i front for et veloplagt Viborg Big Band, som sædvanlig med Ebbe Ringblom som engageret dirigent. Kom og syng med på en perlerække af jule-jazz-klassikere som ’White Christmas’, ’Baby its Cold Outside’ og lignende, der er på programmet ved de to koncerter i henholdsvis Viborg og Stoholm, som en festlig optakt til julen.
Alle er velkomne, der er fri entre, og tilmelding er ikke nødvendig.
Kommentarer