Kultur •

Julestemningen rykker atter ind i Klejtrup – og der er fuldt hus igen

I weekenden den 7. og 8. november danner Klejtruphallen igen ramme om Onsild Messe & Julegavemarked. Foto: Tinas Foto Klejtrup.

For tredje år i træk er samtlige stande besat, når Onsild Messen & Julegavemarked slår dørene op i Klejtrup Hallen den 7. og 8. november. Hele 48 udstillere står klar, heraf 17 nye, og arrangørerne håber at gentage sidste års succes med mere end 1.000 besøgende.

Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk

KLEJTRUP – Der bliver masser af inspiration til både julegaver, adventspynt og hyggelige indkøb, når Klejtrup Hallen i weekenden den 7. og 8. november danner rammen om årets Onsild Messe & Julegavemarked.

Interessen for at være med er stor. Faktisk så stor, at arrangørerne for tredje år i træk kan melde alt udsolgt på udstillersiden.

– Vi er rigtig glade for, at vi igen kan fylde hele hallen med 48 udstillere. Og med 17 nye udstillere i forhold til sidste år bliver der også masser af nyt at gå på opdagelse i, fortæller arrangør Dorte Rask Laursen.

Fra strikketøj til julepynt og kunsthåndværk

På messen kan de besøgende gå på opdagelse blandt et bredt udvalg af både håndlavede produkter, kunsthåndværk, brugsting og gaveidéer.

Her er alt fra garn, strik og hæklede ting til keramik, glaskunst, trædrejning, pileflet og håndlavede smykker. Der vil også være blomsterdekorationer til advent og jul, nisser i mange afskygninger, havekunst, børnetøj, lædervarer og specialøl til gavekurven.

Også lokale foreninger og velgørende organisationer er repræsenteret, ligesom der bliver mulighed for at stifte bekendtskab med Klejtrups lokalhistorie.

– Noget af det, der gør messen hyggelig, er netop den store variation. Man kan både finde noget særligt til sig selv, få inspiration til julen og måske få klaret nogle af årets første julegaveindkøb, siger Dorte Rask Laursen.

Vokset ud af de oprindelige rammer

Det er ottende gang, Onsild Messen bliver afholdt i sin nuværende form. De første fem år fandt arrangementet sted i Onsild Hallen, men efterhånden som interessen voksede, blev især parkeringsforholdene for trange.

Derfor rykkede messen til Klejtrup Hallen, hvor der er bedre plads til både udstillere, besøgende og biler.

Flytningen har ikke lagt en dæmper på interessen. Tværtimod lagde mere end 1.000 gæster vejen forbi messen i 2025, og arrangørerne håber på mindst lige så stor opbakning i år.

Julemandspar og præmier til børnene

Julestemningen får også et ekstra løft, når julemandsparret kigger forbi både lørdag og søndag. Her får børnene mulighed for at være med til at vække de to julegæster.

Som noget nyt er der i år arrangeret et særligt børnelotteri med fine præmier. De voksne kan også prøve lykken i det traditionelle amerikanske lotteri.

I alt er der 360 gevinster på spil, som dels er doneret af udstillere og lokale erhvervsdrivende, dels er indkøbt til formålet.

Publikum kårer den flotteste stand

Der er ikke kun præmier på spil i lotterierne. Også udstillerne har noget at kæmpe om, når publikum igen i år skal kåre messens smukkeste stand. Den eftertragtede hovedpræmie er H.C. Andersens smukke julehjerte, og der uddeles i alt syv præmier til de bedst pyntede stande.

Alle besøgende får udleveret en stemmeseddel ved indgangen og kan dermed være med til at afgøre, hvem der løber med hæderen.

– Udstillerne gør sig virkelig umage med at skabe flotte og indbydende stande, og det er dejligt, at publikum også får mulighed for at være med til at belønne indsatsen, fortæller Dorte Rask Laursen.

En hel weekend med julehygge

Onsild Messen & Julegavemarked finder sted lørdag den 7. og søndag den 8. november, hvor dørene åbner klokken 10 begge dage.

Entreen er fortsat blot 25 kroner for voksne, mens børn under 12 år kommer gratis ind.

Arrangørerne har i år desuden gjort en ekstra indsats for at synliggøre messen med nye skilte, der er sat op rundt omkring i Klejtrup og Onsild.

Det fulde program og en oversigt over udstillerne kan findes på www.onsild-messe.dk

Dorte Rask Laursen (tv) med Sanne Johnsen, sidste års vinder af publikumskonkurrensen ‘Flotteste stand’. Privatfoto.

Kommentarer