Vi skaber job og sikrer milliardbesparelser med vindmølleaftale
LÆSERBREV af Søren Pape Poulsen, partiformand, Det Konservative Folkeparti
Det Konservative Folkeparti har netop indgået en aftale, der sender 6.200 arbejdspladser til Vestjylland. Det er en realitet, efter at aftalen om de store havvindmøller faldt på plads torsdag eftermiddag. De mange job kommer, fordi der skal bygges to store havvindmølleparker ud for den vestjyske kyst, så vi passer godt på vores natur. Havvindmølleparkerne kaldes kystnære, men det er værd at bemærke, at ’kystnær’ betyder, at vindmøllerne står mellem fire og ni kilometer ude i havet.
Som det eneste parti i blå blok har vi i Det Konservative Folkeparti hele tiden holdt fast i, at vi skulle gennemføre aftalen, fordi det vil sikre nye arbejdspladser til området, og fordi det sikrer, at vi kommer tættere på en grøn omstilling af vores energisektor.
Afskaffelsen af PSO-afgiften skaber bedre forhold for de vestjyske virksomheder og giver der ud over en milliardstor besparelse på elregningen til danskerne. Det varmer mit konservative hjerte, da det viser, at den grønne omstilling og erhvervslivet sagtens kan gå hånd i hånd.
Opførelsen af havvindmøllerne, der skal stå langt ude i havet ved henholdsvis Thyborøn og Søndervig, sender 6.200 arbejdspladser til Vestjylland. Jeg er klar over, at der har været diskussion om vindmøllernes placering, men vi bliver også nødt til at se i øjnene, at hvis vi vil have arbejdspladser og et renere miljø, så er vi nødt til at investere i grøn energi og grønne arbejdspladser. Derfor er dette den rette løsning.
Vindmøllerne er et symbol på, at Vestjylland er på rette spor. Lad os glæde os over aftalens forbedrede vilkår for vores erhvervsliv, og lad os alle bruge vores sunde fornuft og erkende, at den grønne omstilling vil gavne Danmarks fremtid. 6.200 grønne arbejdspladser bringer den i denne omgang med sig til Vestjylland. Dét er noget, vi kan lide hos Det Konservative Folkeparti.
Kommentarer