Tjele

Venstrepolitikere: “Vi skal turde prioritere”

Søndag holdt venstre debatmøde i butikken ved OK-tanken i Ørum. Indlægsholdere var Johannes Vesterby, Ulrik Wilbek og Kristian Pihl Lorentzen, som sammen med de lokale Venstrevælgerforeninger er på rundtur i kommunen. Foto: Viborg Netavis

Frivillighed, infrastruktur, decentralisering, børn, unge og ældre var nogle af de emner, der blev debatteret, da Venstre på deres ‘road tour’ rundt i kommunen søndag var nået til Ørum.

Omring fyrre borgere – overvejende lokale Venstrefolk – var mødt op for at høre Venstre Viborgs visioner for kommunen forud for kommunalvalget, der finder sted 21. november i år. Og der var en livlig debat.

Indlægsholderne var byrådsmedlem og formand for Teknik og Miljø i Viborg, Johannes Vesterby, Løvel, borgmesterkandidat for Venstre, Ulrik Wilbek, og endelig folketingsmedlem og trafikordfører for Venstre, Kristian Pihl Lorentzen.

De tre havde forskellige fokusområder i deres indlæg, men alle var enige om, at udsigten til en motorvej til Viborg vil få stor betydning for Viborg Kommunes evne til at tiltrække både nye borgere og mere erhverv.

Frivillighed som ressource

Ulrik Wilbek var inde på at én af deres væsentligste opgaver som lokalpolitikere – eller politikere i det hele taget – er at prioritere, når der ikke er penge til det hele. Han nævnte som eksempel, at hvis der skulle ske en større udbygning af Nørresøbadet, som der har været ønske om, så må det nødvendigvis gå ud over Vestbadet.

– I Hammershøj driver vi et friluftsbad helt på frivillig basis. Vi får et lille tilskud fra kommunen – og tak for det – men det er kun livredderne, der får løn – alle andre er frivillige, påpegede, Christian Andersen, tidligere uddeler i Hammershøj.

– Det er et godt eksempel; I forstår vigtigheden af, at man selv gør en indsats. Den holdning skal vi have bredt ud  – at frivilligheden er en ressource, svarede Ulrik Wilbek.

Mindre bureaukrati

Et andet emne, der var oppe at vende flere gange, er ønsket om en afbureaukratisering – også for at lette muligheden for lokale initiativer og understøtte den frivillige indsats.

–Vi skal forkæle foreningsdanmark. Vi skal luge ud i reglerne, så det bliver lettere at være frivillig. Vi skal have genindført “noget-for-noget-princippet”, sagde Kristian Pihl Lorentzen.

“Vi kan ikke det hele”

Emner som børn, unge og ældre fyldte også meget ved dagens debat. Både Ulrik Wilbek og Kristian Pihl Lorentzen var inde på, at “politikere skal turde prioritere”.

– Vi vil gerne gerne gøre noget for alle på en gang, men vi bliver nødt til at prioritere. Forbedring for én sektor behøver ikke betyde en forringelse for en anden, sagde Ulrik Wilbek og tilføjede, at netop mindre kontrol og mere fleksibilitet kunne være måder at tilvejebringe flere ressourcer på områderne.

– Det handler ikke om beløbet, men om kvaliteten af det, man gør, sagde han.

“Vi mangler nærvær”

Kristian Pihl Lorentzen bevægede sig også ind på nærhedsprincipperne, og den del af debatten fik én af tilhørerne, Karin Madsen, Ørum, op af stolen:

– Vi oplever en stadig centralisering. Vi putter børnene i kasser, vi tester, registrerer, holder møder med mere. Der er aldrig tilført så mange penge til børneområdet, men vi skulle hellere se på, hvordan pengene bruges. Vi mangler nærvær, sagde hun.

Karin Madsen er selv tidligere pædagog, men stoppede i frustration over arbejdsforholdene.

Hun blev bakket op af andre tilhørere, der bidrog med eksempler fra sundhedområdet, om patienter, der fragtes til Regionshospitalet for at få taget blodprøver i stedet for i det lokale lægehus.

– Det er jo ikke alene dét, at det virker absurd. Det handler også om, at vores fælles omsorg for hinanden forsvinder, når vi ikke kan spørge til fru Hansens dagligdag i lægens venteværelse, og vi ikke har tid til at få øje på små signaler om, at et barn måske mistrives i børnehaven eller skolen. De små hverdagsting, der skaber den reelle nærhed, pointerede hun.

Vandmiljø, Foulum, cykelsti og ministerpension

Flere emner var oppe at vende undervejs – nogle helt aktuelle, mens andre var tilbagevendende problemstillinger. Apples datacenter ikke blev dog ikke nævnt med et ord.

Kommentarer