Venstre har konkretiseret hospitals-løsninger i Region Midtjylland

Debatindlæg udsendt på vegne af Venstre i Region Midtjylland

Sundhedsvæsenet er presset, som ikke set før. Der er mangel på medarbejdere, og der er flere akutte patienter. Prognosen i Region Midtjylland siger, at der ved årsskiftet vil være 19-20.000 udsatte behandlinger. Det kræver nytænkning og dialog med alle medarbejdergrupper for nye løsninger.

Den alvorlige sag blev onsdag den 27. oktober drøftet på regionsrådsmødet og på det af Venstre ønsket ekstraordinære hospitalsudvalgsmøde.

”I dagsordenforslaget ’Udsat hospitalsaktivitet og scenarier i efteråret 2021’ foreslås der udarbejdet en 360 graders plan for initiativer i forhold til hospitaler, Præhospitalet og Patientkontoret. Det er en god idé, som vi i Venstre bakker op om. Planen er dog meget ukonkret. Derfor har jeg drøftet med Venstres regionsrådsgruppe, hvordan vi kunne bidrage til at konkretiser planen noget mere – bl.a. ud fra tidligere drøftelser i hospitalsudvalget”, siger Anders G. Christensen, Venstres formandskandidat til regionsrådet.

Ib Bjerregaard, næstformand i Hospitalsudvalget, foreslog derfor på Venstres vegne følgende tilføjelser til indstillingen i sagen om ’Udsat hospitalsaktivitet og scenarier i efteråret 2021’ på regionsrådsmødet i går den 27. oktober.

  1. En vurdering af om fuldtidspolitikken, der er udmeldt til hospitalerne, er for begrænsende i forhold til tiltrækning af så mange medarbejdertimer som muligt.
  2. Forslag til hvordan tidligere ansatte kan tiltrækkes igen. Evt. med tilbud om et mindre antal timer og evt. afgrænset til personer i en bestemt alder.
  3. En vurdering af om der indenfor overenskomsternes rammer kan gives tillæg til sikring af fastholdelse af medarbejdere på de afdelinger, der i dag har kritisk mangel på medarbejdere. Evt. i en midlertidig periode.
  4. En vurdering tilsvarende ovenfor omkring udnyttelse af overenskomstens rammer til at tiltrække medarbejdere til de tilsvarende afdelinger med kritisk mangel på medarbejdere.
  5. Tiltag til sikring af, at afdelinger lærer af hinanden i forhold til en arbejdstilrettelæggelse, der inddrager alle faggrupper til de opgaver, de er bedst til og har de faglige forudsætninger for.
  6. En konkret dialog med kommunerne omkring akutte patienter, omkring hjemsendelse og omkring samarbejde omkring indlagte patienter i eget hjem.
  7. Det samme i forhold til PLO, samt i forhold til PLO tillige en afdækning af muligheder for bedre visitation af akutte henviste patienter – evt. med udgående teams fra hospitalerne.
  8. En plan for sikring af gode introduktionsforløb for nye ansatte på alle afdelinger, så de nyansatte ikke ender i sygemeldinger og hurtige opsigelser.

Venstre fik også tilføjet til beslutningen, at de foreslåede tiltag ikke må være begrænsende i forhold til de ideer, administration, hospitalsledelser og alle andre parter kan fremkomme med og foreslå til at indgå i planen.

Det var der stor opbakning til fra et samlet regionsråd, hvilket vi glæder os over i Venstre.

Vi foreslog også, at hospitalsudvalget skal gå i dialog med hospitalsledelser, de faglige organisationer og afdelingsledelser på de afdelinger, hvor der er kritisk personalemangel for at indhente input til, hvad 360 graders planen kan indeholde af forslag og initiativer til konkret forbedring af situationen på hospitalerne generelt. Og vi så gerne at det skete straks. 

Dette var der desværre ikke opbakning til i regionsrådet. Men vi fik dog en forsikring om, at hospitalsudvalget af egen drift kan gå i dialog med relevante parter. Det er noget, Venstre vil følge op på.

”Det er meget positivt, at et samlet regionsråd kunne bakke op om Venstres forslag til konkretiseringer, Nu ved vi, hvad 360 graders planen mindst kommer til at indeholde. Jeg vil samtidig håbe, at medarbejdere og andre rundt i sundhedsvæsenet vil komme på banen og bidrage. I Venstre er vi klar til at lytte og læse de mails, vi forhåbentlig får med gode forslag. Jeg håber virkelig, at vores personale vil gøre brug af det”, siger Ib Bjerregaard.

Kommentarer