Vejrumbro

Vejrumbro holder aktivitetsdag for lokale borgere på lørdag

Selvom Vejrumbro Open Air er aflyst i år, skal de lokale borgere ikke snydes for et gensyn med gruppen, der kommer og spiller lørdag aften – omend i mere beskedne rammer end sidste år. Arkivfoto: Nicklas Middelhede

Vejrumbro har fået tilskud fra Viborg landdistriktsudvalg pulje til alternative arrangementer til erstatning for den lokale byfest. I stedet for griseaften og Open Air har byens foreninger arrangeret en dag med masser af aktiviteter.

Under  overskriften ‘Kend din by – Kend din nabo’ er foreningerne i Vejrumbro gået sammen om  at skabe et alternativt arrangement den kommende lørdag 1. august, hvor Open Air skullet have fundet sted, havde det ikke lige været fordi en corona kom forbi.

Byen har fået cirka 11.000 kroner fra de midler, som Viborg Kommunes landdistriktsudvalg i juni i år valgte at give i støtte til alternativer til den traditionelle byfest, som i samtlige landsbyer er blevet aflyst på grund af coronakrisen.

Lokalt arrangement

Hvor Open Air i løbet af de fem år, festivalen har fundet sted, har trukket et stadigt større antal gæster udefra, så er arrangementet på lørdag henvendt til lokale borgere.

– Byens foreninger har sammen fundet et koncept, hvor man byder ind med de forskellige tilbud, vi har i byen. Måske kan vi få nogle ud af busken, som ikke har deltaget så meget før, og måske er der tilflyttere, som ikke er helt klar over, hvor meget byen egentligt har at byde på, og derfor har vi valgt at kalde det  ‘Kend din by – kend din nabo’, fortæller Jeppe Hartz, der selv repræsenterer idrætsforeningen, som blandt andet har beach volley på programmet.

Mange aktiviteter

Dagen igennem vil der være aktiviteter med Open Air pladsen som omdrejningspunkt, men også flere steder i byen og ved Nørreåen sker der ting og sager.

Der lægges ud allerede klokken 8.30 med yoga på pladsen. En time senere kan børnene boltre sig på hoppeborgen, mens forfriskninger også kan købes.

Klokken 10 er der brunch i teltet med med levende musik leveret af Mikkel Ørligur fra Mammen. Dagen igennem vil der være aktiviteter inden for sport, fitness, outdoor, byvandring og sågar badning i åen, som er blevet et nyt hit under coronatiden.

Om aftenen er der fest i teltet for de 100, der når at få billet. De kan til gengæld glæde sig til underholdningen, som bliver leveret af bandet Hawkeye & Hoe, der har været fast inventar til Open Air siden starten.

Se hele programmet på facebook.

Kommentarer