Bjerringbro

Der er valg den 21. november

Kommunernes Landsforening oplyste for nylig, at en ny undersøgelse viser, at helt op til 40 procent af de adspurgte ikke vidste, at der er kommune- og regionsrådsvalg den 21. november i år.

Men det er ganske vist, at der er er valg den 21/11.

Når vi kommer nærmere til valget vil mange selvfølgelig blive mindet om det, idet de forskellige partier og kandidater vil gøre meget for at gøre opmærksom på sig selv. Det vil blandt andet ske via pjecer, de sociale medier og aviser. Det mest synlige er selvfølgelig de utallige plakater, der op mod valget vil hænge i lygtepælene.

Jeg synes, at det er ærgerligt, at der ifølge undersøgelsen, tilsyneladende er så ringe interesse for vores demokrati, eller rettere vores nærdemokrati. Jeg oplever, at rigtig mange følger godt med i det, der foregår på Christiansborg, men uden at overdrive, kan jeg vist roligt sige, at folketingsmedlemmerne er ganske godt mediedækkede. Somme tider overordentlig godt, for efter enhver politisk debat, træder en flok spindoktorer, besserwissere eller hvad de kalder sig på skærmen, og de vender og drejer hver sætning og hvert udsagn, der er blevet udtalt.

For regions og byrådsmedlemmer er det ganske anderledes, og det er ærgerligt, at der ikke ydes dem mere bevågenhed, for det er faktisk i regions- og byrådene der tages beslutninger om de ting, der er tæt på os, og som har direkte indflydelse på vores hverdag. Det er jo i de to organer, det besluttes, hvordan pengene skal fordeles til sygehuse, skoler, børnehaver, plejehjem osv.

Jeg håber, at der er mange, der vil læse de forskellige valgmaterialer, der bliver delt ud i efteråret, vil læse læserbrevene i aviserne og følge kandidaterne på Facebook og andre sociale medier.

Jeg håber, at der er mange i Viborg Kommune, der har lyst til at stemme den 21/11 for med deres kryds at tilkendegive hvilke værdier, de vægter højest.

Jeg håber selvfølgelig, at mange vil vælge at sætte deres kryds ved liste A.

 

Kommentarer