Viborg By

V klar med strategi og kandidater til regionsråds- og kommunalvalg

Ulrik Wilbek fik mange roser med på vejen af afgående formand Anders Jensen. Arkivfoto

12 medlemmer i byrådet, borgmesterposten og formandsposten i regionsrådet. Venstres ambitioner fejler intet. Det blev klart, da Venstre i Viborg Kommune i sidste uge holdt den årlige generalforsamling. 

På generalforsamlingen for Venstre i Viborg Kommune torsdag den 16. marts fremlagde borgmesterkandidat, Ulrik Wilbek, partiets handlingsprogram, der har været undervejs i næsten et år. “Ambitioner og sammenhæng” bliver sloganet til kommunalvalget, hvor målet er at få valgt 12 medlemmer til byrådet, som man fik i 2013 – dengang godt hjulpet på vej af valgforbund med DF og Liberal Alliance.

Afgående formand Anders Jensen erkendte, at partiets dyk i meningsmålingerne på landsplan kan smitte af på kommunalvalget. Når han alligevel mener, at det er realistisk igen at få 12 pladser i byrådet er det først og fremmest på grund af spids- og borgmesterkandidat Ulrik Wilbek. 

– Ulrik Wilbek har, siden han blev borgmesterkandidat for snart et år siden, lagt et kæmpearbejde i at komme rundt til et utal af vælgerforeninger, organisationer, virksomheder og lokale borgere. Han har også opbygget et omfattende netværk udenfor kommunen og er jævnligt i de landsdækkende medier. Ulrik har dermed opfyldt de forventninger, vi i forretningsudvalget havde til en borgmesterkandidat, da vi indledte samtalerne i januar 2016, sagde Anders Jensen.

Anders Jensen blev på samme møde afløst på formandsposten af blot 27-årige Kenneth Andersen. 

Læs også:

http://Efter et møde i april sidste år har fem såkaldte politikgrupper arbejdet med oplægget, som omkring 100 medlemmer af partiet har haft indflydelse på

Anders Jensen afløser i stedet Gudrun Bjerregraard Løgstrup som kandidat til byrådet.

Mål: At fastholde et fuldt udbygget akuthospital

I regionsrådet er Venstres håb, at Carsten Kissmeyer – nuværende borgmester i Ikast-Brande – kan indtage formandsposten, da Bent Hansen (S) ikke stiller op igen.

Ib Bjerregaard blev valgt til en ny tur i regionsrådet for Venstre i Viborg. Han stiller op som nr. 1 fra Viborg Kommune og placeret som nr. 4 på listen.

– Jeg er glad for at få chancen en gang mere i regionsrådet. Hvor de første par år gik med at forstå sammenhængene og gøre sit bedste for at hænge på i diskussionerne, går det bedre nu. Får jeg vælgernes opbakning til 4 år mere, ved jeg, at jeg kan gøre det endnu bedre i den næste periode. Min mærkesag er selvfølgelig at gennemføre venstres politik – men bestemt også at være Viborg Kommunes lokale vagthund, når der diskuteres funktioner og specialeflytninger. Nu får vi et nyt akutcenter på regionshospitalet i Viborg. Men derfor skal vi fortsat have opmærksomhed på at fastholde hospitalet som et fuldt udbygget akuthospital, lød kommentaren fra Ib Bjerregaard.  

Ib Bjerregaard blev ved sidste valg valgt til både byråd og regionsråd. Han fik 7.202 personlige stemmer. Sammen med ham stiller Allan Clifford og Flemming Jørgensen op til regionsrådsvalget fra Viborg. 

Fire medlemmer af Venstres bestyrelse – Carsten Mørkenborg, Viborg, Christian Børsting fra Tjele, Morten Jørgensen, Viborg og Jakob Repsholdt fra Østjends – blev genvalgt.

Kommentarer