Samfund

Usikkerhed om kvindelandsholdets fremtidige hjemmebane

Arkivfoto

Onsdag middag kunne Viborg-borgmester Torsten Nielsen (K) konstatere, at DBU har sendt afbud til kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Sverige i dag fredag.

I første omgang får det ikke direkte konsekvenser for hverken Torsten Nielsen eller Viborg Kommune, da kampen mod Sverige var fastsat til at skulle spilles i Sverige. Men det kan få betydning for landsholdet og de kommende hjemmekampe, der skal spilles i Viborg.

For få måneder siden forlængede Viborg Kommune aftalen med DBU med fire år, så Viborg Stadion frem til 2021 er fast hjemmebane for kvindelandsholdet. Men nu er det usikkert, hvad afbuddet får af konsekvenser. Og dermed er det også usikkert, hvornår der igen skal spilles kampe i Viborg, og i givet fald hvilken betydning kampene har.

Det kommer dog ikke direkte til at koste Viborg Kommune penge, da der bliver betalt for hver enkelt kamp, der bliver spillet på det lokale stadion. Men borgmesteren er ked af, at Viborg by mister omtale, handel og omsætning.

Det er nu op til FIFA – det internationale fodboldforbund, at afgøre, hvad aflysningen får af betydning for det danske kvindelandshold.

Kommentarer