Unge kunstnere fra Vejrumbro Fri tjekkede udstilling i Andelskassen
Onsdag 5. juli besøgte 17 vuggestue-, børnehave- og skolebørn fra Vejrumbro Fri Danske Andelskassers Banks hovedkontor i Hammershøj. Børnene har gennem en længere periode udstillet kunstværker, de selv har lavet i forbindelse med et større projekt på friskolen.
Læs også: Vejrumbro-børn viste kunstværker frem
Onsdag formiddag er lydene i Andelskassen Hammershøj anderledes, end de plejer at være. Receptionsområdet og gangene i stueetagen runger nemlig af glade barnestemmer, som begejstret kommenterer kunstværkerne på væggene.
Dette kan umiddelbart synes usædvanligt, men der findes en god forklaring. De omtalte kunstværker er nemlig lavet af børnene selv i forbindelse med et større kunstprojekt på friskolen Vejrumbro Fri, hvor i alt 8 vuggestuebørn, 38 børnehavebørn og cirka 25 skolebørn fra 0.-3. klassetrin har deltaget de sidste 3 måneder.
– Ud fra de læreplaner, vi skal lave, er der noget, der hedder ”kunstneriske udfoldelsesmuligheder”, og det er indenfor dette læretema, at kunstprojektet er sprunget ud. De kunstværker, som er udstillet her i banken, er kun en lille del af den samlede produktion, da børnene har lavet så mange, at der simpelthen ikke ville være plads til det hele, fortæller Sanne Søndergaard, som er pædagog i Vejrumbro Fri.
Hun har fået fornøjelsen af at følges med børnene i banken denne formiddag sammen med et par andre pædagoger, en forælder og en bedsteforælder.
– Projektet har udover det kreative tema til formål at lære børnene at samarbejde på tværs af alder og bygge bro mellem de forskellige overgange mellem vuggestue, børnehave og skole. Vi har arbejdet med en masse forskellige teknikker alt efter børnenes alder, og vuggestuebørnene har f.eks. lavet noget med citroner, mens skolebørnene har lavet kunst med opvaskebørster. Udover udstillingen i Andelskassen har Vejrumbro Fri selv holdt en stor fernisering for forældre og bedsteforældre i skolens gymnastiksal, forklarer hun.
Artiklen fortsætter under billedet...
17 børn er med på dagens besøg i Andelskassen, og for de fleste af dem er det sandsynligvis deres livs første ”møde” i banken. Til at begynde med er børnene da også usædvanligt tavse – både fordi de er benovede, men også fordi de på forhånd har fået at vide, at de skal være stille og opføre sig pænt.
Da filialdirektør i Andelskassen i Hammershøj, Kirsten Antonsen, efter knapt en halv times rundvisning fortæller, at der nu er flødeboller og is til alle børnene i bankens kantine, stiger støjniveauet i takt med forventningen.
Efter endt is- og flødebollespisning tager børnene med skolebussen tilbage til Vejrumbro Fri, så de kan komme ud og lege i det gode vejr.
– Aftalen med skolen er kommet i stand ved, at de ringede og spurgte mig, om de måtte udstille i vores filial, som jo ligger her i bankens hovedkontor. Vejrumbro Fri har tidligere for år tilbage udstillet hos os, dengang filialen havde lokaler på Randersvej, og da de spurgte, om de måtte gøre det igen, fordi det var så hyggeligt sidste gang, var svaret naturligvis ja, siger Kirsten Antonsen, som selv bor i Vejrumbro, og hendes tre drenge har alle gået på skolen.
– Så det er derigennem, skolen kender mig. For bankens medarbejdere er det med til at skabe en god stemning, at der hænger børnekunst på væggene, når vi går rundt på gangene, og så er det jo bare enormt hyggeligt at få besøg af sådan en flok søde børn og opleve deres glæde og begejstring, når de ser deres egen kunst udstillet på væggene, slutter Kirsten Antonsen.
Kommentarer