Samfund

Ungdommens Røde Kors får Viborgenser som ny landsforperson

Jonas Wiederholt Larsen, 22 år, fra Viborg er nyvalgt landsforperson for Ungdommens Røde Kors.

Jonas Wiederholt Larsen blev i weekenden valgt som ny landsforperson for Ungdommens Røde Kors. Det skete til organisationens årlige landsmøde, hvor et rekordhøjt antal medlemmer deltog.

”Jeg er super-stolt! At blive valgt af de seje mennesker, der selv knokler frivilligt på krisecentre, i fængsler og i lokalafdelingerne – og som jeg respekterer og ser op til – det er jeg helt på røven over.”

Sådan lød det fra 22-årige Jonas Wiederholt Larsen, kort efter han blev valgt som ny landsforperson for Ungdommens Røde Kors, der er Danmarks største humanitære ungdomsorganisation. Det skete på det årlige landsmøde den 9. oktober, som satte rekord for antal fremmødte medlemmer.

”Nu er det vigtigste at fortsætte den linje, jeg har været med til at lægge for organisationen: Vi skal være der, for de børn og unge, der står allerlængst udenfor fællesskabet.”

Forpersonen er ikke ny i Ungdommens Røde Kors’ maskinrum. Siden 2019 har han været medlem af landsstyrelsen, der er organisationens øverste myndighed mellem landsmøderne. Men hans entré i Røde Kors-bevægelsen fandt allerede sted, da han som 16-årig var gymnasie-indsamler til Røde Kors årlige landsindsamling.

”Vi fik besøg af Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, på mit gymnasium i Viborg. Efter det meldte jeg mig som indsamler og samtidig som frivillig i Ungdommens Røde Kors’ lokale lektiecafé,” fortæller han.

Året efter var det Jonas Wiederholt Larsen, der planlagde Røde Kors-indsamlingen på gymnasiet. Siden blev han aktivitetsleder for lektiecaféen, frivillig på Ungdommens Røde Kors’ ferielejre og forperson for lokalafdelingen i Viborg. De kompetencer, han erhvervede sig som frivillig i Danmark, har han taget med sig videre ind i det internationale arbejde. Senest har han rejst til organisationens projekter i Ukraine, og han sidder i en gruppe under Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber (IFRC), der arbejder for at styrke indsatsen for mental sundhed blandt unge.

”Vi er der, hvor ingen andre er”

Jonas Wiederholt Larsen bliver som landsforperson flankeret af Mette Bojesen og Daniel Falk, der begge er nyvalgte næstforpersoner. De tre har tidligere arbejdet sammen i Ungdommens Røde Kors’ landsstyrelse som menige medlemmer.

”Der har været bred opbakning til den retning, vi har bevæget os i – nemlig at vores fokus skal være på, at vi er til stede, hvor behovet er størst,” siger Jonas Wiederholt Larsen.

Han peger eksempelvis på organisationens sociale indsatser for anbragte på døgninstitutioner, for indlagte i ungdomspsykiatrien og for indsatte i landets fængsler.

”Vi er der, hvor ingen andre er. Det skal vi blive ved med. Og så skal vi i endnu højere grad kunne tilbyde et fællesskab for unge, når de bliver udskrevet eller løsladt og forlader institutionerne,” siger han.

Jonas Wiederholt Larsen slår fast, at en af hans vigtigste opgaver bliver at bidrage til at opbygge en stærk organisation med en solid økonomi.

”Og så glæder jeg mig særligt til at møde mange flere af dem, vi samarbejder med, og som vi er afhængige af for at kunne lykkes med vores sociale mission,” siger han.

Fakta

  • Ungdommens Røde Kors er Danmarks største humanitære ungdomsorganisation med cirka 3.000 frivillige og omkring 10.000 bøn og unge, der deltager i 200 aktiviteter, som spænder fra sommerferielejre over studiestøtte i fængsler til internationale udviklingsprojekter.
  • Jonas Wiederholt Larsen er ny landsforperson og overtager fra Troels Boldt Rømer, der har siddet fire år på posten.
  • Mette Bojesen og Daniel Falk er begge nye næstforpersoner, og ungdomsorganisationens landsstyrelse består derudover af seks menige medlemmer: Charlotte Geneser, Mathilde Klinte, Lea Lillebæk, Sarah Krogsgaard, Sara Aanæs og Lasse Gotfredsen.

Kommentarer