Kultur

Ung Tjelekunstner udstiller ved Åbne Atelierdøre 2023

Samuel Jakobsen fra Vejrumbro er en af udstillerne ved ‘Åbne Atelierdøre’ den kommende weekend. Privatfoto

For 23. gang åbner lokale kunstnere og deres gæsteudstillere dørene til atelier og værksteder i Viborgområdet for besøgende. En af dem er en ung kunstner fra Vejrumbro.

Åbne Atelierdøre indledtes fredag i sidste uge med arrangementet ‘Montmartre’ ved Pakhuset i Viborg, hvor man kunne møde nogle af de 44 deltagende kunstnere og se eksempler på deres kunst.

I næste weekend præsenterer de deres kunst på forskellige adresser rundt omkring i kommunen.

I år deltager den hidtil yngste kunstner, 21-årige Samuel Jakobsen fra Vejrumbro. Han er selvlært og har malet og tegnet siden han var helt lille.

– Jeg elsker processen med at male, og det er en skam, når billederne bare står uden at blive set. Derfor har jeg meldt mig til Åbne Atelierdøre, fortæller han.

Samuel har ikke nogen bestemt malestil, men udtrykket er ofte ekspressionistisk og altid med en tanke bag.

– Jeg kan godt lide kontrasten i et maleri, eksempelvis ved at farverne er venlige, men billedet samtidig indeholder et dystert motiv, fortæller han.

Foruden maleriet er Samuel også kreativ med musik, som han producerer elektronisk og udgiver på blandt andet Spotify under kunstnernavnet Mathias, der er hans mellemnavn.

Man kan møde Samuel Jabobsen og se hans værker på adressen Bromøllevej 21 i Vejrumbro, hvor han har lånt en tom lagerbygning til formålet.

Man kan læse om alle udstillerne på hjemmesiden aabne-atelierdoere.dk, og Pakhuset i Viborg vil desuden fungere som sekretariat under arrangementerne med udstilling af et værk af hver kunstner. Publikum vil her kunne få information og assistance til at planlægge en besøgsrunde i lokalområdet.

 

Kommentarer