Samfund

TV-kendis bliver ny formand for Ældrerådet i Viborg

Den kendte TV-journalist fra TV Midtvest, Jan Ebbesen, fik over 2000 personlige stemmer ved Ældrerådsvalget sidste år. Nu er han valgt til ny formand for Viborg Ældreråd. Foto: Viborg Kommune.

Det nye Ældreråd i Viborg Kommune har på sit første og konstituerende møde valgt ny formand og næstformand.

Det er ikke kun Viborg byråd, der har fået nye medlemmer; sideløbende med kommunalvalget sidste år kunne man også stemme på kandidater til Ældrerådet. 11 nye medlemmer blev valgt og forleden holdt man det konstituerende møde, hvor Jan Ebbesen fra Viborg blev valgt som ny formand.

– Jeg har fulgt byrådsarbejde og kommunalpolitik i Viborg Kommune gennem mere end 40 år. Nu glæder jeg mig til at være med på en ny måde, siger han i en pressemeddelelse.

Tidligere byrådsmedlem Kai O. Andersen blev valgt som ny næstformand i Ældrerådet.

Tidligere SF-politiker og ditto byrådsmedlem, Kai O. Andersen, blev valgt til næstformand i Viborg Ældreråd. Foto: Viborg Kommune.

Ser frem til mange opgaver

Det nyvalgte byråd har afsat fem millioner kroner årligt til at styrke den offentlige transport og øge tilgængeligheden. Byrådet nævner konkret, at det skal ske i dialog med Ældrerådet og de nye Ungebyråd.

– Det er en af mange opgaver, som vi ser frem til at give os i kast med de næste fire år, siger Jan Ebbesen.

Om Ældrerådet

Ældrerådet er de ældres talerør over for politikerne i byrådet. Rådet er også løbende sparring- og høringspartner for Ældre- og Aktivitetsudvalget samt for kommunes forvaltning i ældrepolitiske spørgsmål.

Rådet beskæftiger sig med en bred vifte af emner og kan medvirke til debat og stille forslag i sager, der er relevant for borgere over 60 år.

Ældrerådets 11 medlemmer er valgt for en periode på fire år.

Ud over formand og næstformand består det nye Ældreråd af følgende medlemmer:

  • Kaj Flemming Pedersen, Bjerringbro
  • Annette Kløjgaard, Viborg
  • Martin Haller Ditlevsen, Karup
  • Poul Erik Trier Pedersen, Møldrup
  • Birte H. Jensen, Viborg
  • Bjarne Andersen, Fly
  • Jørgen Højvang Svendsen, Vorning
  • Kirsten Brøchner Jensen, Rødkærsbro
  • Roma Brendstrup, Viborg

Kommentarer