Viborg By

Tre Mercantec-elever fra Viborg er Danmarks bedste

Se billedserie Tre elever fra Mercantec i Viborg røg helt til tops ved netop afholdte DM i Skills. Foto: Mercantec

I tre dage har Danmarks dygtigste elever inden for erhvervsuddannelserne dystet om at blive den allerbedste til DM i Skills 2018. Lørdag den 20. januar 2018 blev spændingen endelig udløst, da dette års vindere blev kåret. Blandt vinderne var tre elever fra Mercantec.

Industriteknikereleven Casper Rasmussen, personvognsmekanikereleven Lasse Poul Juulsgaard Karlsen, og gulvlæggereleven Anders Phillip Gadegaard Aagaard er alle nykårede Danmarksmestre og Mercantec-elever.

I tre dage har de kæmpet det bedste, de har lært til DM i Skills 2018 og i lørdags blev deres hårde arbejde belønnet med titlen som Danmarks mester inden for deres fag.

For industriteknikerelev Casper Rasmussen har det været hårdt, men spændende at deltage i konkurrencen.

– Der har været så mange måneders træning op til det her, og så kulminerer det med en DM titel. Konkurrencen var udfordrende, idet at der var så mange uvisse ting, som vi ikke kunne forberede os på, så det er helt fantastisk at vinde, siger Casper Rasmussen.

Familieopgør til Skills

Det er ikke første gang, Casper er til DM i Skills. For 6 år siden var han med familien til Skills for at heppe på sin storebror, der desværre ikke vandt.

– Vi har gået og joket med, at jeg var nødt til at vinde, for en andenplads er ikke godt nok. Og det er helt sikkert en bonus, at jeg nu også helt officielt er familiens bedste, griner Casper Rasmussen.

Alle er vindere

Hos Mercantec er man stolt over de nye titler og det store arbejde, der har ledt op til dem. For direktør Kirsten Holmgaard, er både de nye titler, men også selve deltagelsen ved DM i Skills noget, man bør fejre.

– Det er så utroligt flot, at vores elever klarer det så godt. Det er bestemt fortjent med de førstepladser, men alene det at kvalificere sig til DM i Skills gør dem alle til vindere i mine øjne.

De fortjener alle at blive fejret for deres fantastiske præstationer de sidste tre dage, fortæller Kirsten Holmgaard.

Det er ottende gang, at DM i Skills bliver afholdt, og samtidig også ottende gang at Mercantec-elever vinder guld.

Kommentarer