Bigum

To slægter og et bryllup i Bigum

Onsdag den 25. august er der foredrag med Ingrid Stage i Bigum forsamlingshus. Pressefoto

En æske med 300 kærestebreve afslørede en dramatisk historie om Ingrid Stages forældre, der trods hårde odds fik et langt og lykkeligt ægteskab. Den fortælling kan man opleve ved et spændende arrangement i Bigum Forsamlingshus 25. august.

Tjele-egnens Lokalhistoriske arkiv og Bigum forsamlingshus inviterer til foredrag om landmandsfamilien på Bakkegården og murerfamilien i Bigum By onsdag den 25. august klokken 19.30.

Til foredraget vil tilhørerne få beretningen om mødet mellem Jenny og Søren, som får et langt og lykkeligt ægteskab,  trods forskellig social baggrund og skepsis fra omgivelserne.

Gennem deres flittige brevveksling gennem halvandet år, hvor de var ude og tjene langt fra hinanden, får vi indblik i vilkårene for tjenestefolk på land og i by i tredivernes kriseramte
Danmark. 

Jenny og Søren Halskov, som nygifte i oktober 1934. Privatfoto

Historien i 300 breve

Historien om Jenny og Søren formidles af datteren Ingrid Stage, der kom til verden i 1948 som næstyngste barn i børneflokken på elleve. Ingrid Stage er pensioneret studielektor og tidligere formand for Dansk Magisterforening i 14 år, og da Ingrid Stage gik på pension, fik hun tid til at læse en æske fuld af breve, som hun arvede efter sin mor; omkring 300 breve udvekslet mellem Jenny og Søren og familien i Bigum.

Brevene gav stof til eftertanke og en artikel i Tjele på Langs 2020; og nu dette foredrag i Bigum Forsamlingshus.

Foredraget er arrangeret af Bigum Forsamlingshus og Tjeleegnens Lokalhistoriske Forening.

Alle er velkomne, der er fri entré, og der serveres en forfriskning. 

Kommentarer