Foredrag i Sjørring: Asti har snuden i trøffelsporet
Rune og Asti har medvirket i den populære serie Nak og Æd på Danmarks Radio. Foto: Jens Skov, DR.
Den lille krøllede hund skulle egentlig trænes til jagt og lydighed. I stedet viste Asti sig at have et ganske særligt talent under skovbunden. Torsdag den 1. oktober fortæller Rune Richtendorff i Sjørring Forsamlingshus historien om trøffelhunden, der var med til at gøre danske trøfler til en eftertragtet råvare.
Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgnetavis.dk
SJØRRING – Det begyndte med ønsket om en ny hund i familien Richtendorff i Sjørring. Lidt tilfældigt faldt valget på en lagotto romagnolo – også kendt som en italiensk trøffelhund.
Men trøfler var slet ikke planen. Asti skulle være jagthund og gå til lydighedskonkurrencer.
– Asti skulle trænes til jagt, så jeg gav den fuld gas med apportering af fuglevildt og ‘fangeleg’ efter skovens rådyr. Hver uge gik vi til lydighedstræning og deltog i flere konkurrencer, fortæller Rune Richtendorff.
Det viste sig dog, at Asti var bange for lyden af skud. Lydighedskonkurrencerne blev også hurtigt kedelige for en hund, der i høj grad oplever verden gennem sin næse.

- Ud over at være en meget dygtig trøffelhund, så er Asti også en rigtig charmetrold. Foto: Rune Richtendorff.
Et særligt talent
Da Rune Richtendorff i stedet begyndte at træne Asti i at søge efter trøfler, blev racens gamle instinkter vakt til live.
Asti viste sig at have et ganske særligt talent for at finde de eftertragtede svampe under den danske skovbund. Det blev begyndelsen på en usædvanlig historie, der vakte opmærksomhed langt ud over hjemegnen.
Trøfler forbindes normalt med lande som Italien og Frankrig, men Astis næse var med til at vise, at der også findes gastronomiske skatte i den danske natur. Danske trøfler fandt vej til nogle af landets fineste restaurantkøkkener – og den lille trøffelhund fik sågar kongelige fans.
Torsdag den 1. oktober fortæller Rune Richtendorff hele historien i Sjørring Forsamlingshus – fra den mislykkede jagthund til Astis imponerende trøffelfund.
Foredraget begynder klokken 19.00. Entré inklusive kaffe og kage koster 100 kroner, og hele overskuddet går til Sjørring Forsamlingshus.

- Trøffelhunden Asti med dagens fangst. Foto: Rune Richtendorff.














Kommentarer