MyNala Yoga fejrer et års fødselsdag med fyldte hold og housewarming
På søndag slår Jane Ejlskov dørene op til Housewarming for at fejre, at hun for et år siden åbnede MyNala Yoga Studio i Hammershøj. Privatfoto.
Søndag den 25. oktober inviterer Jane Ejlskov til fødselsdag i sit yogastudie i Hammershøj. Efter et år med voksende interesse holder hun fast i sin oprindelige tanke: Her skal være plads til at mærke efter og tage en pause fra hverdagens krav.
Af Gitte Hagsholm, redaktion@viborgetavis.dk
HAMMERSHØJ – For et år siden åbnede Jane Ejlskov MyNala Yoga Studio med ønsket om at skabe et frirum for krop, sind og nærvær. Nu fejrer hun studiets første fødselsdag og inviterer både kendte og nye ansigter inden for på Høegsvej 28.
Søndag den 25. oktober kan interesserede prøve en gratis yogatime klokken 12.30 til 13.30. Derefter er der housewarming klokken 14 til 16 med kagetapas, bobler og lodtrækning om goodiebags.
Fødselsdagen markerer samtidig et første år, hvor interessen ifølge Jane Ejlskov er vokset støt. Deltagerne kommer både fra Hammershøj og oplandet, og nogle kører 20–30 kilometer for at være med.
– Jeg er fuld af ydmyghed og meget taknemmelig for den store interesse og opbakning, jeg har mødt fra nær og fjern, fortæller hun.
Venteliste og nye hold
Flere deltagere har været med siden åbningen og tilmelder sig igen. Mandagsholdene har været eftertragtede fra begyndelsen, og på aftenholdet er der nu venteliste, fortæller Jane Ejlskov.
Efterspørgslen har også givet anledning til at udvide programmet. Flere har ønsket undervisning på andre dage end mandag, ligesom der har været interesse for yoga for mænd. Derfor er et nyt onsdagshold for både kvinder og mænd på vej.

- Jane Ejlskov har stor tilslutning til sine yogahold, som lige nu kun er besat at kvinder. Men et nyt onsdagshold for både kvinder og mænd er på vej. Privatfoto.
Tid til at lande på måtten
I undervisningen kombinerer Jane Ejlskov hatha- og yin-yoga. Her veksler bevægelse og styrke med rolige stræk og tid til fordybelse. Hun har uddannet sig inden for begge retninger og er optaget af både kroppens funktion og deltagernes oplevelse af bevægelserne.
Åndedrættet er omdrejningspunktet. Hver time begynder med åndedrætsøvelser, så deltagerne får mulighed for at falde til ro og rette opmærksomheden mod kroppen, før de går videre til yogastillingerne.
Jane Ejlskov beskriver det som at “lande på måtten”. For hende handler yoga blandt andet om at hjælpe deltagerne fra hovedets tanker og ned i kroppen, hvor de kan mærke, hvordan de har det den pågældende dag.
Den tanke ligger også bag indretningen af studiet. Jane Ejlskov har selv indrettet rummet med ønsket om, at det skal signalere ro, nærvær og tryghed.
– Her handler det ikke om at præstere, men om at være, mærke efter og give sig selv en pause fra hverdagen, hvor der er plads til selvomsorg og indre ro, fortæller hun.
Jordemoderfaget vil hun ikke undvære
Åbningen af yogastudiet var opfyldelsen af en mangeårig drøm. Men selv om yogaen nu fylder mere i hendes arbejdsliv, har Jane Ejlskov holdt fast i sit arbejde som jordemoder på fødegangen i Viborg.
Her er hun gået ned i tid for at få plads til yogaundervisningen. Tilknytningen til fødegangen er dog vigtig for hende.
– Jeg er meget glad for mit job som jordemoder. Det kan jeg slet ikke undvære. At arbejde med og være omkring gravide og fødende er for mig et meget meningsfuldt og givende job, fortæller Jane Ejlskov.
Hun bruger også udtrykket “at være ansat ved mysteriet” om sit fag. Det rummer hendes glæde ved at være en del af arbejdet omkring graviditet og fødsel – og hun oplever, at det giver god mening at kombinere jordemoderfaget med yogaen og dens fokus på forbindelsen mellem krop og sind, fortæller hun.
De to fag mødes helt konkret på hendes hold for gravide og kvinder på barsel. Her trækker hun både på sine uddannelser i gravid- og efterfødselsyoga og på sin viden og erfaring som jordemoder.

- Jane Ejlskov bruger sin fagkundskab som jordemoder i sit arbejde som underviser i yoga for hold for gravide og kvinder på barsel. Privatfoto.
Bevægelse og fællesskab på barsel
Et nyt tilbud er en barselscafé den første tirsdag i måneden. Her skal små grupper give tid og plads til samtaler om barselstidens glæder og udfordringer – og selvfølgelig til amning og bleskift.
De øvrige tirsdage er afsat til bevægelse og yoga for mor og baby. Man behøver hverken at have erfaring med yoga eller på forhånd vide, om det er noget for én. Jane Ejlskov fremhæver bevægelsen og samværet med andre kvinder på barsel som det centrale.
MyNala Yoga Studio har i årets løb desuden dannet ramme om events med forskellige temaer, hvor yoga kombineres med elementer som meditation, orakelkort og socialt samvær med snacks og forfriskninger.
Gratis yogatime og Housewarming
Til fødselsdagen søndag den 25. oktober er der, som allerede nævnt, mulighed for selv at få en introduktion til yoga – klokken 12.30 til 13.30 kan man nemlig få en gratis prøvetime. Der er begrænsede pladser, så tilmelding er nødvendig, og det sker efter først til mølle-princippet på sms til 51 26 31 96 med teksten »YOGA 1 år«.
Til housewarming klokken 14 til 16 er alle inviteret til at kigge forbi til kagetapas og bobler. MyNala Yoga Studio finder man på adressen
Høegsvej 28 i Hammershøj.














Kommentarer