Kølvrå

To personer fundet døde i Kølvrå

Lørdag blev to personer fundet døde i en bolig i Kølvrå. De har sandsynligvist været døde i en uge.

Politiet fandt lørdag middag en 45-årig kvinde og en 53-årig mand i en bolig i Ringparken i Kølvrå ved Karup. Politiet tog derud, fordi de havde fået en henvendelse fra en bekymret veninde.

– En veninde til den afdøde ville besøge hende, fordi hun ikke havde hørt fra hende i et stykke tid. Ingen lukkede op, men hoveddøren var ulåst. Men da hun tog i håndtaget, var hun ikke i tvivl om, hvad den skarpe lugt nok kom fra, fortæller Jens Klaumark, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Polit til TV MidtVest tidligere i dag.

Veninden turde ikke selv gå ind i boligen og kontaktede derfor politiet, som kunne konstatere, at der lå to døde personer derinde.

 

Ifølge vagtchefen har de to personer ligget døde i hvert fald i en uges tid, hvorfor man heller ikke kan sige noget om dødsårsagen. Det skal en obduktion opklare.

Det var den 45-årige kvinde, der boede på adressen i Ringparken i Karup, men den 54-årige mand var ofte på besøg. Hvilken relation de to personer havde, ved politiet ikke, men de var begge en del af misbrugsmiljøet.

– Det er nok mest sandsynligt, at de har taget noget medicin eller en overdosis af stoffer, og derefter er døde begge to. Men vi undersøger omstændighederne, så vi helt kan udelukke, om der er sket en forbrydelse, siger Jens Klaumark til TV-stationen.

Kommentarer