Viborg By

To anerkendte eksperter stiller skarpt på den digitale omstilling

CEO Erik Thürmer og professor Jan Damsgaard vil med hver deres udgangspunkt komme med indlæg omkring digitalisering til erhvervsrådets arrangement 23. januar. Pressefoto

Eksisterende forretningsmodeller sættes under pres! Det handler om at gøre noget anderledes, og den digitale omstilling er i højsædet. Sådan lyder overskriften på det møde, Viborgegnens Erhvervsråd afholder 23. januar.

Det handler ikke bare om at gøre noget mere effektivt, men om at gøre noget anderledes! Samtidig er behovet for digitalisering åbenlyst!

Sådan siger erhvervskonsulent Merethe Wrang fra Viborgegnens Erhvervsråd, der er en af idémagerne bag gruppen Digi Erfa, hvor 16 lokale erhvervsfolk samles for at udveksle erfaringer om digitalisering.

Erhvervslivet udfordres i disse år af nyetablerede virksomheder med utraditionelle forretningsmodeller samt digitale services og produkter, der på kort tid erobrer en betydelig markedsandel.  Udfordringer, der tilsammen danner et krydspres, som truer nogle eksisterende virksomheders overlevelse. Potentialerne i for eksempel digital forretningsudvikling er enorme, og heldigvis er mulighederne for at holde sig orienteret og få hjælp til at komme videre, via viden og økonomisk tilskud, mange i Danmark, lyder meldingen.

Fokus på megatrends og nye teknologier

VIBORGegnens Erhvervsråd vil udfordre erhvervslivet i Viborg Kommune til at tænke anderledes og sætte den digitale omstilling i højsædet, så forretningsmodellerne er godt rustet til fremtiden. Derfor har Erhvervsrådet flere arrangementer om digitalisering på programmet for 2019.

Til det første arrangement har Erhvervsrådet alliereret sig med to anerkendte og erfarne erhvervsprofiler til en inspirerende eftermiddag hos AC Hydraulic onsdag 23. januar.

CEO Erick Thürmer har været der, hvor ”festen var ved at være slut”. I dag er han en af dansk erhvervslivs mest visionære og markante ledere med 20+ års erfaring som virksomhedsejer, entreprenør og digitaliseringsekspert – en brobygger mellem digitalisering, forretning og menneskehed.

Professor Jan Damsgaard leder institut for Digitalisering, der forskningsmæssigt rangerer som det 13. bedste i verden og det bedste i Europa. Han forsker i forretningsstrategier for digitalisering, disruption, platformsøkonomi, Big Data og Internet of Things. Jan er i øvrigt student fra Viborg Katedralskole.

Til arrangementet vil der være fokus på megatrends og nye teknologier, der kan påvirke og forfine virksomhedernes forretningsmodeller.

Tilmelding senest 20. januar

– I skrivende stund har mere end 65 deltagere tilmeldt sig i mødet hos AC Hydraulic, og interessen fra erhvervslivet i Viborg og omegn for at positionere sig endnu bedre er ganske pæn, fortæller Merethe Wrang.

Erhvervsrådet har inviteret egne medlemmer, men erhvervsfolk udenfor medlemskredsen kan også tilmelde sig til dette møde på ver.dk/arrangementer.

Mødet finder sted onsdag den 23. januar klokken 14 til 17 hos AC Hydraulic A/S, Fanøvej 6, 8800 Viborg

Tilmelding kan ske via ver.nemtilmeld.dk senest 20. januar 2019​

Kommentarer