Viborg By

Tina Weilert forlader VIBORGegnens Erhvervsråd 1. oktober

Privatfoto

Erhvervsrådets nuværende souschef Tina Weilert har valgt at søge nye udfordringer som partner i virksomheden Insourze, der med kerneområderne bestyrelsesarbejde, strategi, forretning- og organisationsudvikling er en naturlig fortsættelse af Tinas karriere.

Tina fortæller, at det har været en svær beslutning at forlade VIBORGegnens Erhvervsråd, og understreger at skiftet udelukkende skyldes lysten til at give sig i kast med nye udfordringer.

– De seneste knap fem år hos VIBORGegnens Erhvervsråd har været en spændende rejse, siger Tina Weilert. Vi har sammen udviklet erhvervsrådet til at være mere effektivt og nutidigt, og jeg har lært vanvittig meget om både erhvervslivet og mig selv. Erhvervsrådet står overfor nye spændende opgaver, og jeg vil glæde mig til at følge dem på sidelinjen. Som et fremtidigt medlem kan jeg heldigvis stadig have kontakt med mine gode kolleger og følge med i erhvervslivets udvikling.

Erhvervsdirektør Henrik Hansen fortæller, at Erhvervsrådet er inde i en meget positiv udvikling og forventer, at i alt tre nye konsulenter ansættes i løbet af efteråret.

– Vi ønsker Tina al mulig held og lykke med de nye udfordringer og takker for hendes positive bidrag til udviklingen af Erhvervsrådet. Samtidig glæder vi os til at kunne præsentere nye ansigter og kompetencer i Erhvervsrådet de kommende måneder, siger Henrik Hansen

Kommentarer