Kultur

Tidligere PET-chef kommer til Stoholm

Foto: Viborg Kommune

Hans Jørgen Bonnichsen holder foredrag om “Mennesket i ondskaben” onsdag den 4. maj – bl.a. om sine erfaringer fra 41 års politilivs møde med ondskaben.

På baggrund af personlige og professionelle erfaringer og oplevelser vil Hans Jørgen Bonnichsen denne aften fortælle om den ondskab, han gennem tiden er stødt på.

I foredraget vil han tage os med på en rejse, hvor vi bliver ført fra de små danske byer, videre til New York og til Guantánamo-lejren.

Et af budskaberne i foredraget er bl.a. at fortælle om, hvor vigtigt, men samtidig hvor svært, det er at se mennesket i al den ondskab, han har set.

Fhv. PET-chef, kriminalinspektør og terrorekspert

Hans Jørgen Bonnichsen har været chefkriminalinspektør ved politiet i mere end 40 år. I 20 år var han en del af Rejseholdet, hvor han beskæftigede sig med alt lige fra drab til bedrageri. Efterfølgende fungerede han som souschef for Rejseafdelingen og som operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste.

Efter han i 2006 gik på pension, har Bonnichsen fungeret som TV-avisens efterretningsekspert. Også mange andre har draget nytte af hans store viden og erfaring fra politiet, når man skulle have en kommentar til aktuelle sager.

Hans foredrag er altid spændende og vedkommende, når han fortæller om politiets arbejde og arbejdsmetoder.

Hans Jørgen Bonnichsen er forfatter til flere fagartikler og bøger. Han har også bidraget til antologier om overvågning, kunst og efterretning. Han har både en national og international politilederuddannelse.

Han har desuden en BA i litteraturvidenskab med kunsthistorie fra Københavns Universitet.

Af andre universitetskurser kan bl.a. nævnes symbolisme, Islam og renæssance.

Foredraget med Hans Jørgen Bonnichsen finder sted i Stoholm Fritids- og Kulturcenter onsdag den 4. maj kl. 19.00. Billetter à 100 kr. kan købes via viborgbib.dk eller på Stoholm Bibliotek.

Foredraget er lavet i et samarbejde mellem Ældre Sagen Fjends-Karup, Stoholm Fritids- og Kulturcenter, Stoholm Menighedsråd, Sport på Tværs, Borgerforeningen v/Trivselspiloterne og Viborg Bibliotekerne.

Kommentarer