Samfund

Nu er det tid til at energirenovere sommerhuset

Med den netop indgåede aftale om håndværkerfradraget er der skabt et godt grundlag for de energirenoveringer hos private, som typisk bliver udført af små og mellemstore virksomheder. Dermed bliver ønsket fra Dansk Byggeri om et permanent håndværkerfradrag imødekommet.

Håndværkerfradraget bliver ifølge den nye aftale videreført som en permanent ordning med stort set det samme indhold som i 2017.

– Det er rigtig dejligt, at det nu bliver en permanent ordning. Så kender både boligejerne og håndværksmestrene vilkårene for energirenovering af boligen og sommerhuset, siger formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland Niels Hansen.

Tid til at renovere sommerhusene

Mange sommerhuse kan blive endnu mere attraktive for de tusindvis af norske og tyske turister, der hvert år søger mod den jyske vestkyst.

– Håndværkerfradraget er en håndsrækning til sommerhusejerne, så de kan få sat gang i udskiftning af vinduer og isolering af sommerhusene. Det gør sommerhuset mere attraktivt og udvider sæsonen for udlejning, siger Niels Hansen og fortsætter:

– Det samme gælder for de helårsboliger, som har et dårligt energimærke. Med i regnestykket er jo også, at mere energirigtige boliger bidrager til at reducere udledning af CO2.

Dette kan trækkes fra:

Ifølge aftalen kan arbejdsløn til følgende trækkes fra (op til 12.000 kroner pr. år.)

·         Udskiftning af ruder, vinduer og yderdøre

·         Isolering af tag, gulv og ydervægge

·         Arbejde på solfangere, solceller og husstandsvindmøller

·         Kloakarbejde på egen grund

·         Tilslutning til bredbånd

·         Fornyelse og etablering af dræn

·         Udvendigt malerarbejde

Som noget nyt gives der fremadrettet også fradrag for lønudgifter til installation af tyverialarm.

Kommentarer