Samfund

Tegneprojekt fra Viborg skal præsenteres i Paris

Børn fra hele verden har tegnet håb sammen med Viborg. Dette er et bud fra 11-årige Kornelijas Balaišytė fra Litauen. Foto: Viborg Kommune

Tegneprojektet “Tegn Håb” fra Viborg er valgt som et af blot otte by-projekter, der skal præsenteres ved UNESCOs generalkonference i Paris på torsdag.

Hvert andet år mødes UNESCO-ambassadører fra hele verden til generalkonference i Paris.

Udover at arbejde med de kommende års budgetter og diskutere den fremtidige udvikling af UNESCO-samarbejdet, bliver ambassadørerne og andre gæster også præsenteret for de vigtigste projekter indenfor UNESCO-samarbejdet.

Det gælder også UNESCO’s Creative City netværk, hvor det er Viborg, der i 2023 repræsenterer de mere end 300 byer i netværket ved generalkonferencen i Paris.

Det sker gennem projektet Tegn Håb, som over de sidste tre år har involveret tusindvis af børn i 45 forskellige lande, der alle har tegnet håb i forskellige former. Det har givet dem en måde at udtrykke sig på i fællesskab i en svær tid. Med Tegn Håb 2023 har Viborg animeret en række børnetegninger sammen UNESCO-partnerbyer. Animationerne udstilles flere steder i verden, og kampagnen præsenteres nu også på UNESCO-konferencen.

– Viborg er verdenskendt for kreativitet og vores animationsmiljø, og det er noget, som vi er utrolig stolte af, og som vi politisk har prioriteret højt. I virkeligheden tror jeg, at de færreste danskere er klar over, den status Viborg har internationalt inden for animation, og jeg håber, at denne fornemme anerkendelse kan være med til at udbrede kendskabet til Viborg som animationsby og til Danmark som et kreativt land, siger borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek.

Skaber håb og sammenhold

Tegn Håb blev søsat under corona-pandemien i 2021, hvor skolebørn i Viborg fik en opgave om at tegne håb i en svær tid.

Samtidig blev børn og unge fra Viborgs UNESCO partnerbyer over hele verden involveret, så tusindvis af børn tegnede håb på deres helt egen måde og delte deres tegninger på tværs af kloden.

Det var så store en succes, at børnene i 2022 prøvede kræfter med at tegne ordet tillid, mens det i 2023 handlede om grøn omstilling. Først i forbindelse med Viborgs årlige klimauger Grønne Sammen, og efterfølgende i resten af verden.

Og det er netop tegningerne fra 2023, der under Tegn Håbs internationale navn, DrawWith Denmark – Green Together, er valgt som præsentationsprojektet i plenum til den 42. Generalkonference.

Fra UNESCO lyder begrundelsen for at vælge TegnHåb, at initiativet viser, hvordan 350 kreative byer rundt om i verden bruger kultur og kreativitet til at skabe en bedre fremtid. Det afspejler overbevisningen fra UNESCO Cities Platform, som Creative Cities Network er en del af, om, at byer ikke kun skal være på forkant med globale udfordringer, men en kilde til at skabe innovation, ressourcer, løsninger, talenter og samarbejde.

Henrik Holmskov, Viborg Kommunes UNESCO Projektleder, repræsenterer Viborg Kommune og fortæller om TegnHåb i plenum på konferencen i Paris på torsdag 16. november i Paris.

 

Kommentarer