Tag toppen af det høje tempo
Læserindlæg af Kristian Pihl Lorentzen, folketingsmedlem for Venstre
Endnu et år går på hæld. Og her ved nytårstide er det naturligt at gøre status og reflektere lidt over tilværelsen. Mange har givetvis oplevet 2019 som et meget travlt år – med højt tempo i både arbejdslivet og fritidslivet. Selv har jeg oplevet et af de travleste år i mine 26 år som folkevalgt. Fra starten af året var der fuld damp på kedlerne inde på Christiansborg – et folketingsvalg ventede forude med deraf følgende ekstra arbejdspres. De politiske opgaver i hverdagen skulle løses, samtidig med at en valgkamp skulle forberedes og koordineres. Dertil kom min ærefulde og ”upolitiske”, men uhyre tidskrævende opgave som medlem af folketingets præsidium. Jeg tog konsekvensen af det ekstreme arbejdspres og meddelte allerede før folketingsvalget, at jeg ikke ønskede genvalg til præsidiet efter valget. Målet var at få mere tid til de egentlige politiske opgaver, herunder som transportordfører og som endnu mere aktiv ambassadør for den del af landet, hvor jeg er valgt. Og jeg mærker nu en positiv forskel – jeg har få lidt mere plads i kalenderen til noget helt afgørende, nemlig samvær med familie og gode venner.
Overordnet føler jeg, at tempoet i vores samfundet er skruet kraftigt i vejret det seneste årti. En del af forklaringen skal givet søges i de nye teknologiske muligheder – internettet og de social medier. Det daglige antal mails i indbakken og via Messenger er hos mange tårnhøjt. Men ikke nok med det – der har bredt sig en forventning om, at der svares omgående på beskeder. At vi er ”på” hele tiden. Der køres i et ufatteligt højt tempo i forhold til tidligere tiders korrespondance pr. almindeligt brev. Nogle gange kan det være sundt at fundere lidt over tingene, før der svares klogt. Dertil kommer et omfattende og tidskrævende brug af de sociale medier, som jeg også selv benytter mig af. Mon ikke mange har oplevet, at deltagere i et middagsselskab eller en anden sammenkomst viser dårlig opførsel ved at være slaver af deres smartphone, frem for at nyde nuet sammen med andre.
Nu skal det absolut ikke opfattes sådan, at jeg er imod de teknologiske landvindinger og sociale medier. Tværtimod, jeg hilser dem velkommen sammen med de mange muligheder, de giver os. Men det ville være sundt, hvis vi alle med jævne mellemrum – og helst flere gange dagligt – lægger vores smartphone og ipad helt til side. Det ville sænke det høje tempo og stressniveauet i vores samfund. Og mon ikke også det kunne føre til en mindre hidsig og mere respektfuld tone på de sociale medier, hvis tempoet sænkes en smule. Der er i hvert fald plads til forbedring. Afslutningsvis vil jeg slå et slag for, at vi hver især forsøger at tage toppen af stress og psykisk pres ved at prioritere de mennesker og aktiviteter, der virkelig betyder noget for os. Kun få kan tåle at køre i højeste mentale gear konstant. Vi må erkende, at vi ikke kan nå det hele, selvom vi gerne vil. Hvis vi lykkes med at tage toppen af det hæsblæsende tempo, kunne det nemt resultere i bedre livskvalitet – og måske endda et længere liv. Jeg ønsker alle et GODT NYTÅR – med tak for alt i det gamle. Vi ses i 2020!
Kommentarer