Karup

Sundhedssatellitten i Karup blev indviet

Fredag var der festlig indvielse af den nye sundhedssatelit i Karup. Foto: Viborg Kommune

Med et meget stort fremmøde af borgerne i Karup og omegn, blev Sundhedssatellitten i Karup indviet fredag 16. juni. Til indvielsen blev flere sundhedstiltag præsenteret i flotte nye lokaler på plejecenter Åbrinken, og borgerne blev opfordret til selv at komme med sundhedsfremmende forslag til det lokale sundhedscenter.

Med et klip af en rød snor og 3 høje hurraråb bød formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Mette Nielsen velkommen til Sundhedssatellitten i Karup.

Udvalgsformanden fortalte i sin indvielsestale, at ideen bag Sundhedssatellitterne faktisk kom fra en lokal borger og tidligere byrådsmedlem, Benny Ragner, som ønskede flere lokale sundhedsfremmende aktiviteter. Initiativet omkring sundhedssatellitten har dermed været 10 år undervejs, og er de sidste 8 år blevet fremført politisk med Mette Nielsen som formand for Ældre- og Sundhedsudvalget.

Borgerne i Karup har dog også selv på borgermøde i december 2016, bidraget med forslag til aktiviteter, som Sundhedssatellitten kan indeholde.

– Endelig er vi klar med et tilbud til jer, og der er blevet arbejdet på, at få sundhedssatellitten etableret med de aktiviteter, som umiddelbart kunne sættes i værk fra Sundhedscenter Viborg. I løbet af efteråret vil flere aktiviteter komme til, blandt andet med inspiration fra borgermødet, sagde Mette Nielsen i sin tale ved indvielsen.

Forebyggelseskonsulent, Dennis Krogsdal Madsen, vil fremover være til stede i sundhedssatellitten én dag om ugen, hvis borgerne ønsker forslag til livsstilsændringer og forebyggelse generelt. Derfor var det også ham, der modtog gaven fra Ældre- og Sundhedsudvalget – et flot maleri til ophængning i centret (billedet nedenfor).

Artiklen fortsætter under billedet…

Mange muligheder

Af initiativer i sundhedssatellitten, som er igangsat kan nævnes:

  • Mulighed for ugentlige møder med Sundheds- og Forebyggelseskonsulent Dennis Krogsdal Madsen
  • Sundhedstest
  • Et kostforedrag i september
  • Initiativer omkring demens
  • Sundhedsplejen kommer i efteråret med nye familie og gruppeorienterede initiativer
  • Foredrag og aktiviteter i samarbejde med patientforeningerne
  • Derudover vil der være sundhedstjek arrangementer, hvor det eksempelvis vil være muligt at få målt blodtryk og lignende.

Til indvielsen var trivselspiloterne, hjælpemiddelservice, sygeplejersker og demenskonsulenter også repræsenteret, med forskellige tilbud og forebyggende aktiviteter. Det var blandt andet muligt at få målt sit blodtryk og bodyage, få repareret sin rollator, eller melde sig til som demens ven.

– Vi ser frem til at være i dialog med jer borgere om den fremtidige udvikling af sundhedssatellitten og dens virke i mange år frem, og vi ser frem til, at videreudvikle samarbejdet med Åbrinken til gavn for Karup borgernes sundhed, sluttede Mette Nielsen.

Kommentarer