Viborg By

Succesfuldt iværksætterforløb i Viborg fortsætter

Viborgegnens Erhvervsråd er klar med endnu et iværksætterprojekt i Viborg. Fremsendt foto

15 iværksættere har igen været en del af StartUp 24 hos Viborgegnens Erhvervsråd, hvor deltagerne har fået et stort udbytte af forløbet. Specielt netværket med andre iværksættere og værktøjer de kan bruge aktivt i deres virksomhed, har haft stor værdi for dem.

For Lene Mortensen er det fantastisk at være med på StartUp 24. Hun har været en del af hold nummer 2, som netop har gennemført deres første del på StartUp 24 – nemlig et kompetenceforløb på 8 uger.

– Jeg sagde min faste stilling op for at springe ud som iværksætter og leve af at være omsorgsklovn igennem Luni Smil. Jeg havde rigtig mange tanker og spørgsmål omkring opstart af virksomhed, og derfor har det været guld værd for mig at være en del af StartUp 24, i stedet for at sidde alene derhjemme med alle tankerne, fortæller Lene Mortensen, der har virksomheden Luni Smil, hvor hun tager rundt som omsorgsklovn og spreder glæde og holder foredrag.

På kompetenceforløbet har Viborgegnens Erhvervsråd inviteret eksterne konsulenter og rådgivere ind. Der er blevet undervist i alt fra salg, markedsføring og til forretningsudvikling og FN’s 17 verdensmål, så iværksætterne kan tænke bæredygtighed ind i deres virksomhed allerede fra starten.

– Underviserne har været dygtige til at klæde os på fagligt men også personligt. Det er imponerende, så langt jeg allerede er kommet med min virksomhed på bare 8 uger, og en stor del af grunden er de kompetente undervisere, vi har haft. De har givet mig ro i maven og gjort mig klar til at starte livet som selvstændig, fortæller Lene Mortensen.

Netværk er betydningsfuldt

Der er plads til 15 deltagere på StartUp 24 og både hold 1 og hold 2 har været fyldt helt op. Dét at netværke med andre iværksættere har været inspirerende for Lene.

– Det har været enormt berigende at være på hold med andre iværksættere. Vi er meget forskellige på vores hold, men vi har været rigtig gode til at sparre med hinanden og byde ind med forskellige vinkler. Jeg har fundet ud af, hvor meget netværk betyder i en iværksætterkarriere, siger hun.

Flere deltagere pointerer, at netop netværket med andre iværksættere har betydet rigtig meget for dem. De har hjulpet hinanden på kryds og tværs, og det glæder iværksætterkonsulent Ian Norman.

– Det er fedt at se, hvordan deltagerne hjælper og bygger bro mellem hinanden. Alle har været gode til at dele ud af deres erfaringer og komme med andre vinkler på både udfordringer og ideer, som hver deltager har siddet med. Vi har startet et netværk for alle holdene på StartUp 24, så de kan blive ved med at erfaringsudveksle og hjælpe hinanden, når forløbet er slut, fortæller iværksætterkonsulent hos Viborgegnens Erhvervsråd og projektleder på forløbet, Ian Norman.

Iværksætterprojektet

Viborgegnens Erhvervsråd har fået bevilliget penge af Erhvervsstyrelsen og EU’s Socialfond til et iværksætterprojekt i Viborg, som skal hjælpe før-startere og nyetablerede virksomheder med at udvikle sig og skabe et godt økosystem.

Kom med på hold 3

Sidder du og overvejer at starte din egen virksomhed eller har du etableret din virksomhed inden for tre år, så er det muligt at komme med på det næste hold, som starter op 3. november.

Forløbet er for iværksættere fra hele Region Midtjylland. Du skal blot have mulighed for at komme til Viborg. Læs meget mere om hele forløbet på StartUp 24 på VIBORGegnens Erhvervsråds hjemmeside: www.ver.dk/startup/startup-24.

Iværksætterkonsulent hos Viborgegnens Erhvervsråd og projektleder på forløbet, Ian Norman. Fremsendt foto

Kommentarer