Samfund

Styrk din mentale sundhed og livskvalitet med guidet fælleslæsning

Foto: Viborg Bibliotekerne

Sammen med Sundhedscenter Viborg tilbyder Viborg Bibliotekerne endnu engang læsegruppen Tid til Læsning, hvor højtlæsning og samtale er rammen om et rart fællesskab.

Har du brug for et lille pusterum i hverdagen? Uanset hvem du er, og om du kæmper med noget konkret eller bare har brug for lidt ekstra ”luft”, så er der plads til lige netop dig i Tid til Læsning.

Højtlæsning i et trygt og roligt miljø

Tid til Læsning er en anderledes læsegruppe, hvor vi har fokus på samvær og ro. Her kan du mødes med andre og tale om litteraturen i et trygt og hyggeligt fællesskab – og der er ingen forberedelse.

Vi starter to nye hold op i uge 8, det ene hold mødes mandage kl. 13.00-14.30, og det andet hold onsdage kl. 10.30-12.00. Vi mødes en gang om ugen i en gruppe på max 10 deltagere og en bibliotekar fra Viborg Bibliotekerne, som er Mie Olesen på mandagsholdet og Anette Siem på onsdagsholdet.

Fællesskab og litteratur giver frirum i hverdagen

Bibliotekaren læser en novelle højt, og undervejs i højtlæsningen holdes der pauser, hvor vi sammen taler om det læste. Udgangspunktet vil altid være dagens tekst, men der er selvfølgelig plads til, at snakken kan komme langt omkring – det er det, litteraturen kan.

Tilmelding starter nu

Lyder det som noget for dig? Så kontakt Bente Dalsgaard fra Sundhedscenter Viborg på tlf. 87876082 eller mail bdal@viborg.dk.

Tid til Læsning foregår på Hovedbiblioteket i Viborg. Vi mødes en gang om ugen i 10 uger, og bibliotekaren sørger for kaffe og sødt.

Kommentarer