Vejrumbro

Storken er kommet til Nørreådalen

Storken i reden på Lars Mogensensens tag. Foto: Lars Mogensen.

Blot fire dage efter, at storkerederne i Nørreådalen blev sat i stand, ankom storken i går eftermiddag. Det skriver Storkene.dk, som også mener, at der er gode chancer for, at den bliver og yngler. 

– Jeg tror, det er hanstorken, lød den korte SMS-besked til Storkene.dk, der i går indløb fra Lars Mogensen, som har været primus motor på storkeredeprojektet i Nørreådalen.

Lars Mogensen er en glad mand. Hvem vil ikke gerne være vært for et sjældent storkepar. Sidste år husede Lars Mogensen storkeparret, der primært holdt til på hans storkerede.

– Det er stort det her. Vi gik forleden og satte storkerederne i stand og talte lidt om, hvornår storken ville dukke op, uden helt at turde tro, at det ville ske. Og da slet ikke så hurtigt, siger Jess Frederiksen fra Storkene.dk, der sammen med Hans Skov, Mogens Lange Petersen og Lars Mogensen brugte hele lørdagen med restaurering af gamle storkereder og etablering af en ny rede.

Stor chance for yngel

Storken, der ankom midt på eftermiddagen, tog på en hurtig rundtur på alle rederne i både Øby og Torsager. Men efter at have indtaget et eftermiddagsmåltid i den frodige ådal, gik turen til Øby og reden hos Lars Mogensen, der naturligvis er glad for gæsten, men ligeså gerne ser, at storken bosætter sig i en af de andre storkereder.

– Jeg er glad, blot storken bliver i vores område, siger Lars Mogensen til Storkene.dk.

Storken er kommet tidligt og derfor har den formentlig brugt vinteren i Spanien, hvor den har fourageret på en af de mange lossepladser.

– Storkens brystparti er tilsmudset og det ser vi meget ofte hos de storke, der finder deres føde på de beskidte lossepladser på den iberiske halvø, siger Jess Frederiksen.

Det faktum, at storken er kommet så tidligt som midt i marts, giver en rigtig god mulighed for, at den finder sig en mage. Sidste år ankom begge storke samtidigt i juni måned, hvilket er for sent for et storkepar, hvis det skal have unger. Et storkepar skal helst have dannet par inden den 10. maj, hvis det skal lykkes med yngel.

Se til med respekt

Ønsker man at se storken i Nørreådalen, skal det foregå med respekt. Storken skal gerne have ro og man skal holde god afstand til reden. Ellers risikerer man, at den bliver stresset og forsvinder igen.

Storken har det ikke nemt i det danske opdyrkede landskab, hvor det er sparsomt med føde. Sidste år var der 3 storkepar i Danmark. Udover parret i Nørreådalen, var der storkepar i Smedager i Sønderjylland og i Gundsølille på Midtsjælland.

Sidst der var et storkepar med unger i samme område var i 1968, hvor et par havde rede på det nærliggende gods i Tjele.

Kommentarer