Stor overraskelse til Ingers 100-års fødselsdag
Onsdag var der fest på friplejehjemmet Kløverbakken i Klejtrup, fordi Inger Bertha Pedersen fyldte 100 år. Men ligesom i Matador burde man kun fejre 90 års fødselsdag, for Inger Bertha Pedersen er med egne ord blevet 10 år yngre af at komme til Klejtrup.
Se den store overraskelse til Inger i længere nede i artiklen
Onsdag formiddag var der inviteret til festlig brunch i Kløverbakkens spisestue. Anledningen var, at en af friplejehjemmets beboere, Inger Bertha Pedersen, kunne fejre sin 100 års fødselsdag.
Medbeboere, personale, frivillige og familiemedlemmer, der var rejst så langt som fra Bornholm og Malaysia, var mødt op for at fejre fødselaren.
– De overraskede mig allerede i morges med fødselsdagssang, mens jeg stadig lå i min seng, fortæller hun med et stort smil.
– Men jeg havde det nu på fornemmelsen, så jeg havde nået at få mine tænder på, siger hun og griner.
Borgmesteren kiggede også forbi for at ønske fødselaren tillykke, og selv dronningen havde husket dagen med en fin hilsen.
Et nyt hjem
Det gode humør kendetegner 100-årsfødselaren. Sådan lyder det fra alle, som er med til at fejre hende, men hun er med egne ord også havnet det helt rigtige sted.
Det bekræfter barnebarnet, Merete Toftum, som fandt Kløverbakken for sin mormor.
Hun og kæresten, Peter Duelund, har en god ven, Holger, som bor i nabobyen, Hvornum. Holger er tømrer og har som sådan sin faste gang på plejehjemmet i Klejtrup. En dag tog Merete og Peter med Holger på Kløverbakken for at for at give en hånd med at brække noget gulv op.
– Da vi havde været der en time kom personalet og inviterede på kaffe i spisestuen. Der var “mødepligt”, fik vi at vide. Alle var så søde, og der var en fantastisk stemning, så da mormor selv bragte ønsket om en plejehjemsplads på banen, så foreslog jeg Kløverbakken lige med det samme, fortæller Merete Toftum.
Det var et godt match. Inger besøgte Kløverbakken én gang, og så var det afgjort.
– Så begyndte hun allerede at glæde sig til at flytte ind, smiler barnebarnet.
– Og da jeg havde været her en halv time, så følte jeg mig hjemme, supplerer Inger.
Bidt af en gal håndboldspiller
Foruden Ingers smittende gode humør blev også fremhævet – blandt andet i centerleder, Susanne Molbæk Frederiksens tale, at Inger er meget fysisk aktiv, og hun både danser og laver gymnastik.
Men hun har også været både aktiv håndboldspiller og atletikudøver samt leder og træner en stor del af sit lange liv. Og netop håndbold er hun stadig passioneret fan af.
Og særligt én håndboldspiller har hun haft et godt øje til i mange år: Jesper Jensen, som efter en lang spillekarriere i dag er ansat som assistenttræner i Team Esbjerg.
Efter Susanne Molbæk Frederiksens tale tonede en video frem på væggen med en meget personlig fødselsdagshilsen til Inger, fra hendes store idol:
Artiklen fortsætter efter videoen…
Selv med 100 år på bagen kan man godt blive overrasket. Og den hilsen kom fuldstændig bag på fødselaren, som kluklo af begejstring
Sådan var dagen et overflødighedshorn af gode oplevelser.
Der kom en uventet hilsen fra en tidligere hjemmehjælper i Aalborg – en stor buket blomster; endnu en dejlig overraskelse foruden et væld af gaver, blomster og lykønskninger.
Læs også: Video: Se Ingers flotte tale ved sin 100 års fødselsdagsfest
Inger har overlevet sine to døtre, men en svigersøn samt børnebørn og oldebørn med deres familier var mødt talstærkt op for at fejre familiens ældste.
Og det blev gjort med manér: Brunsh om formiddagen, kaffe med kage for personale og pårørende om eftermiddagen. Og om aftenen holdt familien fest i ved Bramslev Bakker.
Så det har helt sikkert været en meget træt, men meget glad 100-årig, der endelig kunne gå til ro ved 23-tiden i aftes – og sikkert med et smil om munden.
Kommentarer