Samfund

Status for vaccination mod Covid-19 i Region Midtjylland uge 30

I Region Midtjylland er nu godt 600.000 borgere færdigvaccinerede. Der er fortsat Moderna- og Pfizer-vacciner nok, til de der booker tid.

Vaccination mod Covid-19 går planmæssigt i Region Midtjylland, og der er fortsat mange ledige tider til vaccination med både Moderna- og Pfizer-vaccine.

I uge 30 er der ca. 100.000 nye Pfizer-vacciner til rådighed, der skal bruges til 1. og 2. stik de kommende uger. Leverancen af Moderna-vaccine har været knap så stabil, men Region Midtjylland fik op til weekenden leveret 36.000 nye doser Moderna. 

I Region Midtjylland er der vacciner nok til de, der har booket tider. I forrige uge kunne regionen også låne Moderna-vacciner til to andre regioner, som manglede vacciner til borgere, der allerede havde booket tid. 

De 12-15-årige i gang med vaccination 

Den sidste og seneste indkaldte målgruppe – de 12-15-årige – er kommet i gang med vaccination. 

I alt 56.536 12-15-årige er inviteret til vaccination i Region Midtjylland. Pr. 22. juli havde 18.828 af dem enten fået første stik (7.897) eller booket tid (10.931) til vaccination. 

Børn under 15 år kan ikke selv give samtykke til vaccinationen. 

Når de skal vaccineres, skal en forælder eller værge derfor gå med til vaccinationen. 

Hvem er nu vaccineret? 

Per 22. juli er ca. 613.000 borgere i Region Midtjylland færdigvaccinerede. Det svarer til 45,9 pct. af borgerne i regionen. 

Ca. 911.000 borgere (68,2 pct.) har fået deres første af to vaccinestik. 

Alle målgrupper i vaccinationsprogrammet er indkaldt.

Restvacciner – også til 2. stik 

Det sker fortsat, at borgere udebliver fra vaccination, så vaccinestederne har restvacciner, der skal bruges på dagen. For at undgå vaccinespild er der fortsat behov for, at interesserede borgere skriver sig op til restvacciner på det lokale vaccinested.

Tidligere var restvacciner forbeholdt borgere efter alder og kun til 1. stik. Nu er alle inviteret til vaccination, og derfor kan man også skrive sig op til en restvaccine, hvis man fx gerne vil hurtigere til sin 2. vaccination. 

Den dag, man skriver dig på restvaccinelisten til 2. stik, skal man sikre dig, at man overholder intervallet mellem 1. og 2. stik. Ellers vil man køre forgæves. (Intervaller: Moderna: 28-42 dage efter 1. stik. Pfizer: 21-42 dage efter 1. stik.) 

Klik på “Hvordan kan jeg melde mig til en restvaccine?” på denne side: www.rm.dk/om-os/aktuelt/corona/vaccination-mod-covid-19/

Fakta 

  • Region Midtjylland har i uge 30 ca. 100.000 doser Pfizer-vaccine til rådighed til de kommende uger, og op til weekenden modtog regionen 36.000 nye doser Moderna.
  • Der er vacciner nok til de borgere, der booker tid.
  • Per 22. juli er ca. 613.000 borgere i Region Midtjylland færdigvaccinerede. Det svarer til 45,9 pct. af borgerne i regionen. Ca. 911.000 borgere (68,2 pct.) har fået deres første af to vaccinestik.
  • I alt 56.536 12-15-årige er inviteret til vaccination i Region Midtjylland. Pr. 22. juli havde 18.828 af dem enten fået første stik (7.897) eller booket tid (10.931) til vaccination.
  • I Region Midtjylland er det nu muligt at skrive sig op til restvaccine også til 2. stik. 
  • Per 21. juli har Sundhedsstyrelsen meldt ud, at styrelsen anbefaler vaccine til gravide (2. + 3. trimester) og ammende.

Kommentarer