Kultur

Spændende akvarel og pilekunst i Gudenåhuset

Foto: Viborg Bibliotekerne

Kunstnerne Nina Ferlov og Bent Vinkler udstiller i Gudenåhuset i maj og juni.

Bjerringbro Kunstforening og Gudenåhuset byder i maj og juni indenfor til en unik udstilling med de to garvede kunstnere Bent Vinkler og Nina Ferlov, som begge har udspring i en kunsthåndværkertradition, og som begge bearbejder naturens former og materialer i deres kunst.

Kunsthåndværker Bent Vinkler, Grenå, forbinder traditionelt kurvemagerhåndværk med en klassisk skulpturel stilisme. Kurveskulpturer, hvis grundmateriale er bundet med indfarvninger af silke, hør, flækket pil og simer, har indtaget Gudenåhuset sammen med Nina Ferlovs smukke akvarelmalerier.

Nina Ferlov, Middelfart, er oprindeligt uddannet tekstilkunstner, og hun kombinerer ofte tryk med stoftrykklodser med akvarelmaleri på papir. Naturen og diverse mønstre er store inspirationskilder, og hun kaldes ofte for både akvarellens og detaljens mester, som gerne gengiver eksempelvis en mosplantes småbitte enkeltelementer.

Udstillingen kan ses i Gudenåhuset i maj og juni i åbningstiden: mandag, tirsdag og onsdag kl. 10-18, torsdag og fredag kl. 10-17 samt lørdag kl. 10-13.

Kommentarer