Sommerfest med Open Air for femte år i træk
Nu skal de kun sove en enkelt gang mere, inden det går løs i Vejrumbro med sommerfest, familiedag og Open Air – i år med endnu mere musik på programmet både fredag og lørdag.
Læs også: Tre vilde, varme festdage i Vejrumbro
Siden klokken 8 mandag morgen har omkring 30 frivillige hver dag været i fuld gang med at rejse scene og boder på Vejrumbros boldbaner, der fredag og lørdag bliver fyldt med gæster fra nær og fjern. De er blandt de cirka 150 frivillige er med til at få Vejrumbro Open Air op at stå for nu femte år i træk.
– Vi synes selv, det er rimeligt imponerende, at en lille landsby med 416 indbyggere kan mobilisere så mange frivillige. 75 procent af dem er tilmed lokale borgere, og det er alle aldersgrupper fra helt unge til byens ældre, som hjælper til, hvor de kan. Det viser, at der virkelig er opbakning, og det er ubetinget grunden til, at vi nu på femte år igen kan levere nogle forrygende festdage, siger presseansvarlig for Vejrumbro Open Air, Jeppe Hartz.
Det er ikke størrelsen
“Selv om man er lille, kan man godt udrette noget stort”. Sådan siger Vejrumbro-borgerne da også om sig selv og beviser det endnu engang med denne femte udgave af Vejrumbro Open Air. Allerede i oktober sidste år afslørede folkene bag, at der ville blive skruet op for gassen ved 2019-udgaven af Open Air i anledning af jubilæet. Så de omkring 2500 gæster, man forventer på pladsen lørdag kan se frem til et velspækket program med prominente og kendte navne.
Læs også: Vejrumbro Open Air fejrer fem års jubilæum med dansk topnavn
Duoen Hawkeye and Hoe, som nærmest er blevet en fast tradition ved Vejrumbro Open Air, lægger ud allerede klokken 12.45.
Klokken 15.00 går Sømændene på med gamle landeplager, der er blevet kult blandt unge og ældre, så der skal nok blive skrålet igennem på festpladsen.
Fællessang vil der i det hele taget nok blive rigtigt meget af i Vejrumbro på lørdag. De glade sømænd afløses nemlig af Hit Orchestra, et band som har ageret backing orkester for en lang række af landets største artister som eksempelvis Peter A.G., Rasmus Seebach, Michael Falch, Burhan G., Sanne Salomonsen med flere.
Omkring klokken 20.30 går hovednavnet ‘Danser med drenge’ på scenen, og fyrer op for festen med et hav af populære hits, og til at runde en lang lørdag af kommer danmarks ultimative Volbeat-kopiband, Guitar Rebels, og giver den gas – om ikke for evigt, så i hvert fald til klokken cirka 01.
Familiefredag
Igen i år sørger DJ Terkel for at knytte det hele sammen både lørdag til Open Air, men også fredag til den store familiedag, som i år også har endnu flere kendte navne på plakaten.
Læs også: Familiefredagen har vokseværk i Vejrumbro
Børn og unge kan glæde sig til at møde Bro, Mads Christian, Mika og Tobias, Tobias TKB, Mille, Oskar Rohde, Lund D., Nicki Feldt og Laze, samt de to populære influencers, Jennifer Chu og Oscar Rosenstrøm, der vil agere værter til familiedagen.
Her er der gratis entré, og børnene kan kvit og frit boltre sig i Hillbilly Tivoli, hvor der er en masser sjove aktiviteter.
– Vi synes, at når vi alligevel har scenen og hele det store set-up på pladsen, så kunne vi lige så godt udnytte det til at skabe en dag, der leverede noget underholdning til børnene, fortæller Jeppe Hartz, som forventer omkring 1000 gæster om fredagen.
Gode rammer
Traditionen tro er der masser af barer med kolde drikke og boder med mad i området, alle lavet ud fra forskellige skøre og sjove koncepter, som er med til at skabe liv på pladsen. Øltønden er det nyeste skud på stammen.
– Vi vil gerne skabe en hyggelig festplads med god stemning, så derfor går vi højt op i at rammerne er gode; det skal se godt ud, folk skal have god og hurtig servering, vi har frivillige til at hele tiden at fylde op holde pladsen pæn og ren, og der skal være ordentlige toiletforhold og sådan noget – alting skal være i orden, siger Jeppe Hartz og tilføjer:.
– Og så holder vi priserne på et niveau, der vil få folk til at drømme sig tilbage til 80’erne.
Lokal sommerfest
Inden al festivitasen fredag og lørdag går i gang, så starter Vejrumbro-borgerne relativt stille ud torsdag med det, der startede det hele – nemlig den lokale sommerfest. Og her er et meget fast program, som hvert år trækker et par hundrede lokale borgere til.
Man mødes til fællesspisning, hvor menuen altid står på helstegt pattegris. Sidste år måtte gøres en undtagelse med flæskesteg udefra på grund af afbrændingsforbudet, men i år er svinet tilbage (som man siger).
Torsdagen har også årets vigtigste fodboldkamp på programmet, nemlig opgøret mod ærkerivalerne fra Sdr. Rind, som Vejrumbro sidste år led et sviende nederlag på 7-2 til. Av! Så der skal tages revanche.
Bagefter går alle i ‘Hegnet’, hvor der bliver hygget og varmet op til to dages musik og fest i den lille by.
Kommentarer