Soldater rykker ud til største hjemmeværnsøvelse i nyere tid
Hjemmeværnet har tidligere gennemført større øvelser. Her er det soldater under øvelse i Odense i 2025. Foto: Jonas Vandall, Hjemmeværnet
Hvordan reagerer Danmark, hvis en alvorlig krise pludselig rammer? Det træner Hjemmeværnet fra 1. til 4. oktober, hvor danskerne kan møde bevæbnede soldater, patruljer og militære køretøjer på tværs af Jylland og Fyn og øerne.
Tusindvis af frivillige soldater fra Hjemmeværnet rykker i begyndelsen af oktober ud i mere end 40 byer i Jylland, på Fyn og de tilhørende øer. Det sker som led i Aktiveringsøvelse Blåtand, der skal træne Hjemmeværnets evne til hurtigt at løse operative opgaver, hvis Danmark bliver ramt af en alvorlig krise.
I modsætning til mange traditionelle militærøvelser foregår en stor del af træningen denne gang i byområder og dermed tæt på befolkningen.
Det betyder, at borgere i en lang række byer kan møde bevæbnede hjemmeværnssoldater, patruljer og militære køretøjer i bybilledet. Soldaterne skal blandt andet træne bevogtning og andre opgaver, som Hjemmeværnet kan blive sat til at løse i en krisesituation.
Ifølge chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, er det nødvendigt at flytte træningen tættere på de steder, hvor soldaterne i en virkelig situation kan blive indsat.
– Det er vigtigt, at vores soldater forbereder og øver sig under realistiske forhold. Det betyder, at de er nødt til at træne i de områder, hvor en reel krise kan ramme. Derfor vil danskerne møde Hjemmeværnet på andre måder, end de tidligere har været vant til, siger Gunner Arpe Nielsen.
Soldater fra både Hærhjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og Flyverhjemmeværnet deltager i øvelsen. Desuden deltager svenske soldater.
Største øvelse i årevis
Øvelse Blåtand bliver den største regionale hjemmeværnsøvelse i nyere tid. Senest i 2016 blev der gennemført en øvelse af tilsvarende størrelse, mens man ifølge Hjemmeværnet skal tilbage til Den Kolde Krig for at finde en øvelse med en lignende karakter.
Den omfattende træning skal ses i lyset af den ændrede sikkerhedspolitiske situation og de øgede krav til Hjemmeværnets beredskab. For Hjemmeværnets kommitterede, Hans Andersen, markerer øvelsen derfor også et skifte for organisationen.
– Øvelse Blåtand sender et klart signal om, at Hjemmeværnet er gået ind i en ny tidsalder. Den sikkerhedspolitiske situation stiller større krav til organisationen, og derfor er det vigtigt, at vi øver os, før danskerne behøver os, siger Hans Andersen.














Kommentarer