sØnæs vinder Bæredygtig Beton Prisen
Klimaparken sØnæs i Viborg vinder Bæredygtig Beton Prisen. sØnæs får prisen for kreativ og bæredygtig brug af beton. I én og samme løsning sikrer sØnæs borgerne mod klimaforandringer, skåner miljøet og beriger viborgenserne med en rekreativ park
Klimaparken sØnæs i Viborg blev i går aftes hyldet med Bæredygtig Beton Prisen, der uddeles af brancheorganisationen Dansk Beton i Dansk Byggeri, ved en prisfest på Dansk Arkitektur Center i København.
Borgmester Torsten Nielsen er stolt over den 10 hektar store rekreative klimapark.
– Endnu en gang kan jeg sige “godt gået” til sØnæs! Vi fik en innovationspris i 2015 og en klimapris i 2016. Nu kan vi glæde os over, at sØnæs også står som et godt eksempel på, hvordan beton kan tænkes ind i et klimatilpasningsprojekt på en både bæredygtig og flot måde. Dejligt, hvis andre kommuner og forsyningsselskaber kan blive inspireret og få gode ideer til, hvordan de kan skabe deres eget sØnæs.
Flot slutspurt fra Viborgenserne
Siden 13. februar har viborgenserne og alle andre kunnet stemme på deres favorit blandt tre nominerede projekter til at vinde Bæredygtig Beton Prisen. Interessen for at deltage i afstemningen har været stor, men viborgenserne satte ind med en imponerende slutspurt og sikrede sØnæs sejren.
– Det er et prisværdigt projekt, hvor man både har sikret sig mod klimaforandringerne, etableret, rensedam og rekreativt anlæg i én og samme løsning. Et visionært projekt med læring for mange andre kommuner og forsyningsselskaber, lød det da arkitekt Julian Weyer, arkitektfirmaet C.F. Møller, og formand for dommerkomiteen for Bæredygtig Beton Prisen.
Kreativ og bæredygtig brug af beton
I sØnæs er beton valgt som gennemgående materiale. Den 725 meter lange sti er lavet af præfabrikeret betonbelægninger, som binder hele sØnæs sammen og sikrer, at den ikke sætter sig over tid på den gamle mosebund. Trædestenene i vandet er udført i kostet beton, som gør dem mindre glatte, når de er våde, og byens børn hopper eller cykler fra sten til sten. Mens de skrå flader til at cykle, løbe, skate og sidde på er alle støbt på stedet med en meget flot finish. Også støttemuren, der adskiller rensedammen fra Søndersø til de tekniske installationer som udløb og pumpestation, er udført i beton.
sØnæs vinder Bæredygtig Beton Prisen over to andre nominerede projekter, klimaprojektet Lindevangsparken på Frederiksberg og byudviklingsprojektet Musicon i Roskilde.
Kommentarer