Samfund

Samvær med familie og venner tæller mest til jul

Modelfoto

Julen har længe stået for døren – og i aften går det løs. Landbrug & Fødevarer har i en ny undersøgelse spurgt danskerne om deres forventninger til højtiden. Mad og samværet med familie og venner topper listen over ting, vi glæder os mest til.

Når juletræet tændes i aften, er det for mange kulminationen på en traditionsrig aften. Men hvad er det egentlig, vi glæder os mest til ved julen?

Det har Landbrug & Fødevarer spurgt danskerne til i en ny undersøgelse.

Mere end to trediedele af danskerne svarer, at det er samværet, de glæder sig mest til. Hver femte glæder sig allermest til maden. Og det understreger netop vigtigheden af maden i forbindelse med julen. Det oplyser Nina Preus, der er forbrugersociolog hos Landbrug & Fødevarer:

– Samværet med familie og venner og maden er de ting, som langt de fleste nævner, når de bliver spurgt, hvad de glæder sig allermest til i forbindelse med jul. Julen er forbundet med nogle stærke traditioner, og dem ser vi tydeligst omkring den mad, der bliver spist og den måde, som selve juleaften er bygget op på, siger hun.

95 procent af danskerne holder jul i år

En anden ny julerelateret undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer viser, at hele 95 procent af danskerne planlægger at holde juleaften i år.

Den typiske juleaften holdes af 4-6 personer. I hvert fald planlægger hver tredje af de husstande, der holder jul hjemme, at være det antal. Der er dog også mange større julefester at finde i det danske land; mere end hver fjerde skal nemlig være mellem 7-9 personer juleaften, mens næsten hver femte planlægger at være over ti personer samlet.

– Blandt de 14 procent, der skal være mellem 1-3 personer juleaften, er det kun ganske få, der skal være alene juleaften, siger Nina Preus.

Analyserne er baseret på data indsamlet af Norstat for Landbrug & Fødevarer i november 2017 blandt 1.035 danskere i alderen 18-70 år. Undersøgelsen er repræsentativ for den danske befolkning.

Kommentarer