Viborg By

Sammen om verdensmål – vil du være med?

Viborg Bibliotekerne går i spidsen for at involvere borgere 60+ i arbejdet med verdensmålene. Fremsendt foto

Viborg Bibliotekerne inviterer borgere i alderen 60+ fra hele kommunen til workshop under overskriften ‘Sammen om verdensmål’.

Workshoppen ledes af erhvervspsykolog Simon Elsborg Nygaard, der er ekspert i meningsfulde fællesskaber og i menneskers trivsel, og så er han også rigtig god til at omsætte FN’s verdensmål til hverdagsmål, så de giver mening at arbejde med i en lokal og dansk kontekst.

Viborg Bibliotekerne søger derfor lige nu borgere, som er 60+ og har lyst til at være sammen med andre om noget fælles, der handler om at blive klogere på den bæredygtige udvikling.

– Vi vil gerne invitere ind i et handlende fællesskab, hvor vi sammen vil gøre ét eller flere af FN’s Verdensmål hverdagsnære og vedkommende – for dig og helt lokalt – gennem en række konkrete aktiviteter, fortæller Johanne Behrmann, Viborgbiliotekerne.

– Hvis du efter workshoppen stadig er interesseret, kan du således deltage i et forløb, der bliver tilrettelagt ud fra de interesser og ønsker, som du og de øvrige deltagere har. Forløbet strækker sig over 6 til 8 mødegange i perioden november 2021 til april 2022, siger hun og tilføjer, at det er også muligt at deltage i forløbet, selvom man ikke har deltaget i workshoppen.

Workshoppen foregår på Hovedbiblioteket i Viborg fredag 29. oktober klokken 10 til 14. Der er fri entré, men tilmelding er nødvendig via hjemmesiden viborgbib.dk/arrangementer eller på dit lokale bibliotek.

Har man spørgsmål, kan man kontakte Johanne Behrmann på mail jbeh@viborg.dk eller telefon 20 45 77 18.

Kommentarer