Der er rift om tømrerlærlingene i Midtjylland

Flere og flere lærlinge får en praktikplads på en virksomhed i Midtjylland, og særligt inden for tømrerfaget er der blevet flere praktikpladser. Det viser nye tal fra Undervisningsministeriet for 2017.
I Midtjylland er tømrerlærlinge eftertragtede. I 2017 fik 96 flere tømrerlærlinge en praktikaftale med en virksomhed end året før. Det er en stigning knap 14 procent.
Det tegner godt for de kommende år, og det er en fremgang, som formand for Dansk Byggeri Midt-og Vestjylland, Niels Hansen, er glad for.
– Vi har brug for flere tømrere både nu og de kommende år. Uddannelsen er også attraktiv for de unge, fordi der er gode muligheder for at læse videre, siger Niels Hansen.
Flere vælger bygge-og anlægsbranchen
Men det er ikke kun tømrerfaget, der tiltrækker flere lærlinge i Region Midtjylland. Samlet set fik bygge- og anlægsbranchen 1.044 flere lærlinge i 2017 end året før.
– Dansk Byggeri har gjort et stort arbejde for at gøre uddannelserne synlige og tage praktikkanter i virksomhederne. Det skal vi fortsætte med, og vi skal have folkeskolen med også, siger Niels Hansen.
Dansk Byggeri har blandt andet succes med Åben Skole, hvor elever i folkeskolen kan få en fornemmelse af branchen. Det er utrolig vigtigt, at eleverne bliver præsenteret for alternativer til gymnasiet. Og der er mange spændende erhvervsuddannelser inden for bygge- og anlægsområdet.
Selv om antallet af elever er steget i branchen, er der nogle fag, der har svært ved at tiltrække nye lærlinge. Det er blandt andet struktøruddannelsen, som i 2017 fik 24 færre elever i Midtjylland. Det svarer til et fald på cirka 17 procent.
Dansk Byggeri står for stor andel
På landsplan tegner bygge-og anlægsbranchen sig for 20 procent af samtlige uddannelsesaftaler inden for erhvervsuddannelserne.
– Det er vi både glade for og stolte af. Havde vi ikke leveret fremgang i antallet af praktikpladser, havde det faktisk set sort ud for målsætningerne i trepartsaftalen fra 2016, siger Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri.
Kommentarer