Rejsefond til lokale idrætstalenter

Med støtte fra Anders Brøndum fonden (50.000 kr.) og Viborg Kultur og Idrætsfond (30.000 kr.) tilbyder Viborg Elite i 2018 en rejsefond, der skal støtte eliteidrætsudøvere med deres udlandsrejser – fx træningsophold, konkurrencer mv.
– Vi er stolte af at kunne hjælpe lokale idrætstalenter med at komme ud i verden og få inspiration og opleve de mange gode idrætsmiljøer, der findes. Så kan de også komme tilbage til Viborg og styrke og udvikle vores egne lokale idrætsmiljøer – og på den måde fremme kultur- og idrætslivet i Viborg kommune, siger Per Tandrup fra Viborg Kultur og Idrætsfond.
Stort ønske fra de lokale idrætsklubber
Hos det lokale idrætsliv er man også begejstret for at der igen i 2018 er mulighed for at søge penge i rejsefonden.
– Vi er rigtig glade for de muligheder som rejsefonden giver. Det har været et stort ønske fra vores eliteklubber at få en fond, der kan støtte de unges udlandsrejser og på den måde fastholde og udvikle de unges idrætstalent. Det kan fx hjælpe talenterne, så de kan blive matchet med de bedste modstandere, og træne i stærke omgivelser med ny inspiration fra andre dygtige trænere. Det kan også handle om at hente point til verdensranglisten for at kvalificere sig til EM, VM eller OL, siger eliteidrætskoordinator Lone Simonsen fra Viborg Elite.
Motivation til at nå sine drømme
Rejsefonden har ansøgningsfrist 20. februar og kan søges af elever, der er optaget i Viborg Elites uddannelsestilbud eller foreninger, der er en del af Viborg Elite. Lone Simonsen uddyber:
– Vi forventer, at rejsefonden kan give mange af vores talenter adgang til unikke idrætsmiljøer i udlandet – det er ofte her de unge mennesker kan se og forstå, hvad det kræver at gå hele vejen, og hvor deres motivation kan få det ekstra boost, det kræver at nå sine drømme.
Kommentarer