Samfund

Regionshospitalet Viborg kåret som landets bedste mellemstore hospital 2023

Der blev uddelt krammere, klapsalver og high-fives mellem medarbejderne til fredagens fejring af den genvundne titel på Regionshospital Viborg. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Landets bedste mellemstore hospital ligger i Viborg. Det har Dagens Medicin konkluderet på baggrund af tal fra de kliniske kvalitetsdatabaser og den landsdækkende patienttilfredsheds-undersøgelse. Fredag blev det fejret med en kort markering i Regionshospitalet Viborgs forhal. 

– Vi har aldrig været i tvivl om, at vi har Danmarks bedste medarbejdere!

Sådan lød det fra hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen, da han fredag formiddag bød velkommen til en kort fejring af dagens kåring af Regionshospitalet Viborg som Danmarks bedste mellemstore hospital. Fejringen fandt sted i hospitalets forhal, hvor der blev budt på alkoholfrie bobler, kransekage og rosende ord fra både hospitalsledelse og regionsrådsformand.

– Kæmpestort tillykke! Det her er ikke en hvilken som helst pris. Det er en pris, der er baseret 90 procent på tal fra kvalitetsdatabaserne, og som siger noget om dét, I som medarbejdere leverer hver eneste dag, sagde regionsrådsformand Anders Kühnau, da han fik ordet og kunne overrække en buket blomster som symbol på dagens hæder til næstformand i HMU Lene Thorbjørnson.

– For det er jo i virkeligheden medarbejdernes pris, fastslog regionsrådsformanden.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) roste medarbejderne, som han tilskriver æren for at sygehuset i Viborg igen rangerer blandt landets bedste. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Samme pointe kom fra lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen:

– Arbejdet med patienter er jo ikke en konkurrence, og vi har ikke deltaget for at vinde. Men vi får prisen, fordi I som medarbejdere hver dag gør en masse for vores patienter. Og fordi I er dygtige til at samarbejde på tværs og hjælpe hinanden. I de seneste år har vi i hospitalsledelsen set samarbejdet vokse og vokse – både blandt ledere og medarbejdere og på tværs af fagligheder og matrikler. Det er dét, der skaber den slags gode resultater, og dagens pris kommer på baggrund af et meget højt niveau bredt fordelt i organisationen, sagde Claus Brøckner Nielsen og henviste til, at Regionshospitalet Silkeborg med en placering som nummer to i kategorien “Danmarks bedste mindre hospital” ligeledes har præsteret på meget højt niveau.

På den baggrund kunne de fremmødte som afslutning lade tre korte og et enkelt langt hurra gjalde i hospitalets forhal, inden Thomas Balle Kristensen rundede af med en opfordring:

– I jo lige kigge til højre og give jeres kollega en highfive eller et klap på skulderen eller – hvis I er rigtig gode kolleger – måske endda et kram som tak for indsatsen!

Ud over dagens fejring vil Danmarks Bedste-kåringerne også blive markeret efter vinterferien, når hospitalsledelsen den 28. februar sender en “sød hilsen” til alle Hospitalsenhed Midts medarbejdere i Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive og Lemvig.

Som skiltet viser, er det fjerde gang Regionshospital Viborg løber med titlen. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Se flere billeder fra fejringen her

 

Kommentarer