Regionshospitalet Viborg får ny ledelse i Neurologi
1. maj tiltræder Elias Raja Zakharia som cheflæge i Neurologi på Regionshospitalet Viborg og Louise Lindenmayer tiltræder som chefsygeplejerske i samme afdeling. Sammen kommer de to til at udgøre den fremtidige afdelingsledelse i Neurologi.
Hospitalsenhed Midt har ansat Elias Raja Zakharia og Louise Lindenmayer som henholdsvis ny cheflæge og ny chefsygeplejerske. De to kommer til at udgøre den nye afdelingsledelse i Neurologi.
– Neurologi har et højt fagligt niveau og et godt udviklingspotentiale, som jeg glæder mig over at være en del af. Som ny cheflæge vil jeg fortsat bestræbe mig på at være en synlig leder. Jeg vil både fokusere på at optimere arbejdsgange i afdelingen og på at prioritere tid og ressourcer i afdelingen – med et særligt fokus på patientsikkerheden og på implementering af den nyeste viden, siger Elias Raja Zakharia.
Elias Raja Zakharia er 49 år. Han blev uddannet speciallæge i neurologi i 2011, hvorefter han fungerede som afdelingslæge i Neurologi på Regionshospitalet Viborg frem til 2012. Siden har han arbejdet som funktionsledende og uddannelsesansvarlig overlæge i Neurologi – de seneste måneder desuden som konstitueret klinikchef på Vestdansk Center for Rygmarvsskade. Han har under sin uddannelse desuden arbejdet på hospitalerne i Randers og Aarhus.
Elias Raja Zakharia bor i Aarhus med sin familie.
Louise Lindenmayer blev uddannet sygeplejerske i 2008 og har siden da arbejdet i Neurologi på Regionshospitalet Viborg. Først som sygeplejerske, siden også med titlen souschef, indtil hun i 2015 avancerede til afdelingssygeplejerske. Hun er 38 år og bor i Viborg med sin familie.
– Som ny chefsygeplejerske kan jeg bidrage med synlig og tydelig ledelse for at sikre høj faglighed, udvikling og kvalitet i vores patientforløb. Som chefsygeplejerske vil jeg sætte retning for afdelingen med mine ambitioner om et bæredygtigt Neurologi. Det er blandt andet kendetegnet ved et godt arbejdsmiljø, fagligt stolte og kompetente ledere og medarbejdere samt patientforløb, hvor patienter og pårørende føler sig mødt og inddraget, siger Louise Lindenmayer.
I hospitalsledelsen er glæden stor over, at ansættelsen af et fagligt stærkt ledelsesteam i Neurologi er faldet på plads.
– Vi er rigtig glade for, at både Elias Raja Zakharia og Louise Lindenmayer har sagt ja til at varetage ledelsen i Neurologi fremover, og vi ser frem til et godt og spændende samarbejde med dem begge. De har begge stærke faglige profiler. De har samtidig et rigtig godt kendskab til afdelingen og er begge vellidte ledere, siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen og sygeplejefaglig direktør Mette Fjord Nielsen, Hospitalsenhed Midt.
Den nye afdelingsledelse overtager ledelsen af Neurologi efter Ulla Primdal Veng og Lene Rosendal, der begge går på pension.
Den nye afdelingsledelse tiltræder den 1. maj.
Kommentarer